Skoven ved mit kjære Frederiksdal,
Det Sted paa Jorden, som mig fastest binder
Ved Barndoms lyse, Ungdoms friske Minder,
Det Sted, hvor tidt i Tanken jeg mig finder
Snart vandrende i Skovens hvalte Sal
Og snart ved Aaen, som tungsindigt rinder, —
Dér sad jeg nys en solvarm Sommerdag.
Det var ved Furesøen. Slanke Bøge
Sig dristigt reiste i den klare Luft;
Det slagne Hø, de gamle Lindes Duft
Forsøgte Skovens Vellugt at forøge,
Mens Søen laa saa dæmrende, saa stille,
Ret som den frygted Freden at forspilde.
Thi Solen gik just ned. Fra Farum lød
Den kjendte Klokke over Søens Vove;
Kun den og Klokkefrøens Stemme brød
Den dybe Taushed i de dunkle Skove.
Da gik jeg atter til mit nære Hjem,
Og mens jeg gik, sig for min Tanke stilled,
Dybt hentet op af min Erindrings Gjem,
Af denne Plet et ganske modsat Billed. —
Den første Gang, jeg Furesøen saae,
Var en af Efteraarets tunge Dage;
Istedetfor en Himmel, varm og blaa,
For Blomsterduft og Nattergalens Klage
Saae jeg kun Taagen ligge klam og graa,
Og al den Fuglesang, jeg hørte paa,
Var Skriget af en hæs, forvildet Krage. —
Man sagde til mig: „Egnen her er skjøn,
Saa skjøn, at Volmer valgte den til Tove.
Aakanden flyder paa den blanke Vove,
Og Engen pranger blomstrende og grøn,
Naar Somren hviler i de tætte Skove."
Jeg hørte det, men tvivled dog i Løn;
Jeg hørte det, men aned ingensinde,
At denne Plet saa fast mig skulde binde. —
Saaledes gik det med min Yndlingsegn,
Og saadan er med Dig det ogsaa gaaet;
Det vared længe, før jeg fik forstaaet
Dit sære Væsens sært udhængte Tegn.