Sig mig, Du Stjerne, som funkler saa tyst
Oppe paa Himmelens natsorte Bue,
Naar skal jeg atter min Elskede skue,
Hende, min Attraa, mit Liv og min Lyst?
Tidt Du os saae, naar i Aftenens Stund
Tause vi gik i de dæmrende Skove,
Eller naar Søens vuggende Vove
Lulled vor Sjæl i dens sødeste Blund.
Det er forbi! Ak, jeg vandrer forladt,
Fjernet fra hende ved brusende Strømme,
Og jeg kan ikkun sværme og drømme,
Drømme om hende, mit Liv og min Skat.
Hils hende fra mig og sig hende, at
Saadan som Du, klartfunklende Stjerne,
Spreder din Glands fra det fjerneste Fjerne,
Straaler kun for mig ved Dag og ved Nat!