Nei, nei, det ei saa let gaaer til,
med lykkelig at være.
Hvor findes trofast Piges Smiil?
Hvor Venskab, som gjør Ære?
en Hytte let ompustes kan,
og ussel Kost er Brød og Vand.
Siig, gode Zetlitz! hvad du vil,
jeg har en anden lære:
"Ei Guld, ei Magt en Fjær er værd,
og Rang? — jeg bruger ingen.
Hvad hjelper det, at være lærd?
Nei, vil du vide Tingen?
Ei skjælve for sit Hjertes Dom,
men nytte froe hver Dag, som kom,
kun dette er vor Tragten værd;
men det attraaer fast ingen."
Ei selv ved største Skjønheds Barm
jeg glad mig torde sige.
Den Fryd er farlig, falsk og arm,
som søges hos en Pige.
Jeg frygted hver, som hos os sad,
at han kun var ved hende glad.
Med Hovedpuden i min Arm
jeg før hver Nat vil ligge.
Til stille Landsby tyer jeg hen,
hvor fromme Bønder bygge.
Jeg der, alene Dydens Ven,
kan Hjertets Ro betrygge.
og, langt fra Modens usle Tvang,
jeg offrer Dyden kun min Sang,
og ham, som boer i Himmelen,
og dydens Ven betrygger.
Jeg ynked’ hver, som kjere Smaae
herind i Verden satte.
Paa dem, ak! lurer Lasten saa,
som Gjerrige paa Skatte.
Snart tabes Fromheds ædle Træk,
og Uskyldsblomsten pustes væk.
Med Gruelse jeg Dagen saae,
som dem i Verden satte.
Dog jeg en munter Bondetøs
skal lære Dydens Ynde;
ved mig en vakker Bondeknøs
skal holdes fra at synde.
Og engang, plantet af de To,
en Rose paa min Grav skal groe.
Min Grav med Blomster skal bestrøes
af dem, som Dyden ynde.