Det danser inde i mig
fra venstre mod højre en Vals
som Sne, der fyger om Fødder,
bestandig rundt og rundt —
Det fyger paa Gaden derude,
en rødnæset Mand gaar og skovler,
to Duer fryser paa Taget —
bag Ruden derovre, som glimter,
ryger en Søndagsdame
en taalmodig Cigaret.
Er vi da gale?
gaar vi frivilligt om i et Tugthus
af Graahed og tomme Løfter,
som vi tar mod, blegt smilende,
er vi da gale,
paa net og taalmodig Vis?
Hvorfor glammer ikke farverigt Vanvid
os ud af Halsene?
hvorfor fyger vi ikke op over Husene?
hvorfor ler vi ikke foraarsvarmt,
saa Istapper gir sig til
at dryppe Diamanter i Sol?
Jeg har hørt en Foraarsfugl fløjte —
den klukked som Jord, der vandes,
og den var brungraa som Jorden —
en Fløjte maaske,
Jorden havde gjort sig?
Ligger den Fugl nu frossen,
mens Sneen fyger henover den?
eller sidder den i Læ af en Busk
og tænker — tænker som jeg:
er vi da gale?
Jeg længes mod Slotte som Bjerge.
Jeg længes mod Bjerge
med rødt Guld paa Toppen,
Bjerge helt ind i den blaanende Himmel.
Jeg længes mod Farver,
mod rødt, citron og smaragdgrønt,
safirblaat og daanende vandblaat.
De skulde skifte, de Farver,
som Opal bryder Lyset og skifter,
slaa Vifter ud, galne,
og dreje pinefuldt langsomt
som Møllehjul over Himle.
Jeg vil storme af Sted i Lunde,
staa blødt standset og smaataandende
og høre Fuglehjerter banke,
jeg vil holde Sommerfugle paa Haanden
og klappe silkehvide Barnehoveder,
saa runde, saa varme,
og med en intim lille Hulning
for en Finger at kærtegne.
Jeg maa se Bjerge af Skønhed,
majestætiske, vældige —
jeg maa gøre store, favnende Bevægelser,
holde Gud ved en gylden Kjortelflig — —
Jeg ser et turkisblaat Ærme
og en Haand strakt ned mod mig,
som var jeg et lille Barn,
der skulde vandre.
GULDBASUNER DRØNER — —
Nu ved jeg, hvorfor Gud har skabt Solen!
Han har taget det herligste, der var i hans Hoved,
og stillet det udenfor sig selv,
for at han kunde sidde og fryde sig
over Sol, over Farver og Bjerge,
til han var saa fuld af Lykkesmerte,
at han atter maatte slippe alle Ting
og gaa op i den genstandsløse Helhed,
der er lutter Lys og ham selv.
Saadan leger Gud med sig selv,
og saadan har han lært mig at lege,
jeg, et lille Barn ved Haanden — — —