Min Vildhest staar i et blaasort Mørke med en turkisblaa Nattehimmel over sig og et stort Hav, der dønner og sukker, bag sig. Og den er helt askeblond med askeblondt Forhaar, der krøller og fyger fra Panden, og den har hvide Tænder, der ler og glimter, naar den vrinsker, og himmelblaa Øjne med Frynser om, som var det Ellekrat med blankt Vand, som Himlen blaaner i, og den er urolig og staar dèr ustandseligt og vrinsker og ryster, saa de fine Haar skælver, og naar den er ved at briste af Uro, farer den ustyrligt gennem alt det turkisblaa og lige op paa Himmelengen, og dèr staar dens Hoppe og græsser ganske stille i den lune, maaneblaa Nat. Ganske fine, smaa Nip og Nap tar hun af det grønne Maanegræs, og hun ænser ingen og intet.
Og ved I, hvordan hun ser ud? Hun er af Farve som et blegrødt Rosenblad og helt gennemsigtig, saa man kan se de røde Gange, Blodet pulser igennem, og se, hvordan det vidunderlige, grønne Maanegræs fra Himmelengen gaar ned i hendes lille, hule Mave, og man kan se hendes Hjerte som en rød Rosenknop, der skælver. Og Maanen skinner i alle hendes hvide Sølvhaar, saa de glitrer som Stjernestraaler.
Og naar hun hører min Vildhest komme travende paa sine smaa, lysebrune Hove, løfter hun Hovedet og holder op at græsse, og hendes Øjne ser lige paa ham som to straalende Stjerner, og den røde Rosenknop, der er hendes Hjerte, folder sig ud og blir til en svulmende Rose.
Saa vrinsker min askeblonde Vildhest og danser og farer hen og bider hende ømt i Sølvmanken — min askeblonde Vildhest — og Maanen skinner i alle hendes hvide Sølvhaar, saa de glitrer som Stjernestraaler — —