Himmelportene er aabne,
som Trompeter,
som Blomsterkalke,
og suger os til sig.
I hvirvlende Kast
slynges vi mod Solen,
Solstraalerne griber os
som gyldne Arme,
som Insekters Følehorn,
og lader os opgaa i Solen.
Det Guld paa min Finger
er en Partikel af Solen .
jeg er formælet med Solen,
den er i mit Indre,
den er i mit Hjerte,
den fylder, besætter mig,
ophøjer mig arme.
Er Verden vidende
om den Smerte,
der er tilføjet mig,
da jeg sattes ind i Verden?
Vi er Børn,
faldet ud af Himmelporte,
Gæster i en umild Verden.