Min Sjæl skal ikke længer skrige
mit Hjerte ikke længer knuges
som af Jættehænder,
og ikke længer skal jeg
krybe langs Stierne
med smerteaaben Mund.
Udad, udad skal Kraften gaa,
der nu næsten sprænger mig —
rank og oprejst
sender jeg den vældigt
over vidaabent Hav,
rammer Øen, dèr i Havet,
hvor du vandrer hvidklædt
mellem Klokkeblomster.
Ulm, elektriskblaa er Kraften,
naar dig nu i Natten —
Aandeløs og famlende
med disse elskte Hænder
skal du gaa mod Midnatssolen,
sætte Sejl i Baaden,
sætte Fart mod mig.