Side ved Side
tusinde Graner
mod Himlens Blaa
staar skinnende hvide. —
Jeg skælvende aner,
mens Øjnene blændes,
et Vidunder bag,
som aldrig skal kendes. — — —
— — — — — — — — — — —
Sneen er faldet mod Kvælden tit,
dalet fra Skyen sagte og blidt, —
men aldrig var Skæret skinnende hvidt
— som i Dag!
Side ved Side
kridhvide Faner,
mod dybeste Blaa
det hvideste Hvide. —
Jeg skælvende aner,
som løftedes Fligen,
et Vidunder bag
med Menneskers Higen. — —
— — — — — — — — — — —
Tusinde Gange jeg Himlen saá,
stirrede mod det skiftende Blaa, —
men aldrig i Farven en Længsel laa
— som i Dag!