Røde Rose, stille Du bandt
paa Murens solbrændte Kant
de dejligste, mørkrøde Kranse.
Nedenfor er den Alfaresti;
Mennesker iler hastig forbi.
— — — Ingen har Tid til at standse.
Røde Rose, Du bandt saa tæt
med Blomster af Solglød mæt
Dine tunge, blodrøde Kranse.
Højt over Græs — med Solstraaler nok,
dufter de fredet mod Menneskers Flok.
— — — Ingen har Tid til at standse.
Røde Rose, Dit Blod er ungt,
derfor hænger skælvende tungt
Dine røde, duftende Kranse. —
De andre iler Dit Væld forbi;
varme Længsler jeg sænker deri.
— — — Min Sjæl har Tid til at standse.