Min Viola,
Foraarspigen,
kom fra Skovens Ensomhed,
og gav mig Fred
for Elskovshigen. — — — —
Hun kom fra Skoven dansende
en brunstig Foraarskvæld
og slynged om mig Kransene
med friske Knoppeskæl. —
Mens Lysetanden flakked,
og Nattens Timer lakked,
hun skænked mig et Blomstervæld,
min Viola, —
Foraarspigen, —
fyldt af Skovens Elskovshigen. — —
— — — — — — — — — — —
Lider Skoven, skælver alle Grene,
saa at Sus gaar gennem Hvælvet.
Dyb er Trangen, tungt er Skælvet
hos en Sjæl, — der lider ene.
— Over Skovens tunge Timer
Dødens kolde Alvor kimer.
Elsker Skoven, risler ud i Dagen
Sødme gennem Duft og Sange,
saa Du staar der storhedsslagen,
skønt Du saá det mange Gange.
— Over Skovens Bruderige
hviler Skønhed uden Lige. —
Storhed ude, — Storhed inde;
dyb er Skoven, — dyb en Kvinde.
Fra mit Leje Viola lister. — —
Gennem Skoven Knopperne brister. —
— — — — — — — — — — —