De andre hver Een
bær brændende Sten
som Slaver af Livets Krav.
Den dirrende Aand
med blodigøm Haand
maa bore sig frem mod en Grav.
Jeg aldrig vil gaa
med Lænkerne paa
som andre i samme Drift.
Nej! — stirre jeg vil
mod Sollysets Ild
at tyde dets flammende Skrift.
Jeg kæmper mig op
til Fjeldtindens Top
højt over skrigende Nød;
dér glider mit Sind
i Solhavet ind, —
beruser sig vildt i dets Glød. — —
— — — — — — — — — — — — —