Kom og lad mig flette
Roser i dit Haar,
du, Glædens Præstinde,
og dans og blot
din dejlige Lænd,
skønne Præstinde.
Stum sidder Brahmas Søn:
Øjet uden Begær
hviler paa din fremmede Skønhed.
Ham bringer din Lænd
intet Budskab om Lyst.
Og ikke din høje Barm
er bølgende Puder
for hans Vellyst —
til at dække med Kys.
Ham er din hvide Hud
ikke levende Silke
ikke for hans Mund
og ikke for hans kælende Hænder;
og ej dine Læber
en blodig Blomst
i hvis Sødme begravet
han drak Berusning.
Og dog — lad mig flette
Roser i dit Haar,
dans, Præstinde!
Kælen som Pantren i Spring,
kysk som Dommæas Søn
skøn som en Jomfru fra Melos —
da maaske
vaktes han,
Sønnen af Brahma.
Ja — jeg vil flette
Roser i dit Haar,
Glædens Præstinde.
Selv vil jeg blotte din Lænd
Selv vil jeg binde dit Skørt.
Man han, ak, Brahmas Søn,
dog bli’r dig fremmed.