Natur —
jeg elskede dig,
dine Farvers Spil
og Havets Blaa;
Solen, der sank
stille bag vide Sletter,
Solen, der steg
højt over Bjerges Tinder,
Fejed af Dalene Mørket
som med en Kæmpevinge,
steg og gav Lys,
al Jorden Lys —
Natur, jeg elskede dig.
Og Mennesket
elskede jeg
dets Virksomhedstrang,
der med udholdende Hænder
ruller Fremskridtets Stén
frem mod Fuldkommelsens Maal.
Mennesket elskede jeg.
Og Digternes Værker,
de udødelige,
der, Menneskeaandens
Bjerge lig,
trodser Tiden
i majestætisk Ro;
udbrændte Smertens Vulkaner
af Geniernes Liv —
jeg elskede dem.
Og dig, mit Sprog,
med dine milde Lyd
som Søstres Kærtegn
om hver bange Stemning
med ømme Tonefald
ret som en hjælpsom Vens —
Kvinderne elskede jeg
som skønne Blomster i Solen,
Natten med Stjerners Bro
frem til de evige Tanker;
Livet elskede jeg,
det uendelige rige,
Landet, mit Land,
hvor meget maa ydes af faa;
ja — jeg elskede dem.
Og Festerne,
som gør Sanserne øre,
og Farverne,
der er Solens Børn,
jeg elskede dem,
og nu er de — døde:
de leved af samme Lys
de døer i den samme Nat.
Nu lever kun
stum og taus,
du, min Smerte,
der, lig en Sfinx,
med tørre Øjne
tomt stirrer
paa det store Tomme.