I Theatret
var der Hede og Lys
og Folk i Sørgedragter.
Mestrens Død
de fejred,
Liszts,
der troned mellem Laurbær.
I sorte Rober
sang Damerne Mindesange,
i sorte Slips
Herrerne Kirkemusik.
Publikum nikked
i jævn Højtidelighed.
Men du, min Elskte,
troned højt i din Loge,
al Elskovens Lykke
straaled paa dine Træk.
Dumdristigt dit Blik
ynked „Minde” og Døden
— hver Gang det lysende
ramte mit.
Saa sad du, Elskte,
overmodig
midt under Højtid og Død.
Damer sang Kirkekoraler
Herrer Passionsmusik.
Men det var til dig,
han smilte,
Mestren,
fra sin Laurbær.