Var der en Gud,
jeg vilde ham bede
at lade mig sove
fast
Millioner Aar
og vaagne først,
naar alle Verdner var slukte
og ingen dødelige mér,
gejle Hunde lig,
efter Nydelsen, der flygter,
forgæves løb.
Og ingen Forplantningens Drift
i det Levendes Hjerte
Elskov udsaaede til Kval
og fødte den navnløse Angst —
med Begæret, der
Sjælene nager
lig en fortidig
Øgles Klo.
Naar alt var endt
og den sidste Drøm
med det sidste Hjerte slukt,
mens Stjerne som brustne Øjne saa’
stille
paa det stille Tomme —
da vilde jeg vaagne
og dø
„i en lykkelig Time”.