Hvorfor sér jeg bestandig
dit tungsindige Blik?
hvorfor hører jeg altid
din bedrøvede Røst?
Moder — er det fordi
det var den samme Jammer,
hvorunder Du led,
hvormed jeg kæmper?
Var det den samme Sorg,
der bragte Dig Døden,
Døden, den tidlige Død,
Blomstens, der knækkes, lig?
Jeg ved det ej:
din Smerte talte ikke.
Men jeg, jeg vilde saa gerne
nu lægge mit Hoved i dit Skød,
og dine Hænder skulde stryge mit Haar,
mens jeg skrifted mit Hjertes Nød.
Hvem véd? maaske gav det Trøst,
at der var samme Jammer,
— der kan føre til samme Død —
for Dig, min Moder, mit Udspring,
og mig, i hvem Du
forplanted din Nød.