Ved Vejen ligger et Menneskevrag,
saaret, smudsigt og sløvet.
Det kendes saa let paa Mundens Drag
og paa Blikket, at Synd han har øvet.
Og spørger jeg saa, hvad der volded den Gru,
er Svaret kun Spot og Løgne.
— Herre og Mester, hjælp mig nu
til at se med dine Øjne!
En hjemløs Stakkel, som Verden forskød,
uden Hjælper og Trøster,
snart pisket af Sted af den bittreste Nød,
snart lokket af fristende Røster,
og aldrig en Haand til at lede paa Vej
og rejse, naar Alt var bristet, —
Herre og Mester, hvad var jeg,
om saa haardt min Sjæl var fristet!
Men slumrer Frøet i Vinterens Skød,
Sol kan bryde dets Fængsel.
I Sjælen dybt under Synd og Nød
kan der gemmes en slumrende Længsel,
og stærkest det føles, hvor Solen er varm,
naar Stormen har flænget Kjolen.
— Herre og Mester, styrk min Arm
til at bære ham ud i Solen!