Naar Dagen er stormfuld, og Strømmen,
jeg strider imod, er saa stærk,
at al den Gerning, jeg mægter,
kun bliver et halvgjort Værk,
da standser jeg stundom raadløs,
mens Tankerne jages af Sted
og spredes som stormslagne Fugle,
der drives saa langt af Led.
Men naar saa ved Aftentide
Striden og Larmen dør,
og Dagen bøjer sit Hoved
og tager mod Nattens Slør,
— da kender jeg, Herre, din stærke,
din milde, velsignende Haand,
der stilner de Bølger, der vaktes
af Dagens urolige Aand.
Og Tankens de vildfarne Fugle
da flokkes og glide i Havn
og søge sig atter Hvile
i Bønnens skærmende Favn;
og medens de opad sig hæve
med rolige Vingeslag,
fødes de nye Kræfter
til Kampen den næste Dag.