Som Dagen gryed, saae jeg ved min Fod
en Klynge hvide Blomster, smaa og spæde.
Hver Blomst endnu med lukket Bæger stod
og bøjet Hoved, tungt af Duggens Væde,
— men straks da Solen sine Straaler sendte,
sig Blomsten aabned og mod Lyset vendte.
Dèr staar de nu i Græsset Dagen lang
og beder kun om Lov i Fred at være.
Hver passer sit, som Himlens Fugl sin Sang,
og drømmer ej om Ros og ej om Ære,
men Alt, hvad Sol og Dug har Blomsten givet,
den gi’er som Duft og Lys igen til Livet.
Jeg ved det godt, — at det er Livets Kaar,
og svært sig den mod Livets Lov forsynder,
der lukker Hjertet til og ej forstaar,
hvad Blomsten i sit tause Sprog forkynder:
at den, der søger kun sig selv, sit Eget,
er som en Blomst, fra hvem alt Lys er veget.
Jeg ved. det godt, — men det er nattekoldt
omkring min Sjæl, og al min Vilje stænges
bag mørke Tanker, jeg har selv forvoldt.
Men derfor længes jeg, mod Dag jeg længes,
mod Morgensol, som — naar den Blomsten kvæger,
kan aabne for mit Hjertes lukte Bæger.