Jeg vil hvile mig her, mens Solen gaar ned
i Ly af Kirkegaardsmuren
og kvæges en Stund ved Aftenens Fred,
der breder sig over Naturen.
Dagen er træt, og nu slumrer den ind,
sunget til Hvile af Aftenens Vind,
der hvisker i Træernes Toppe,
og af Kirkeklokken deroppe.
Det er Helligaftenens Klokkeklang,
der spreder sin Vinge saa vide
og synger igen sin gamle Sang
for dem, der er trætte og lide,
synger for dem, der haardest stred,
synger for dem, hvis Sol gik ned,
Sangen om signede Timer,
naar Søndagsklokkerne kimer.
— Er det sandt, at der bor i din hellige Klang
en Magt, som kan Mørket tvinge,
saa bliv ved kun at synge den gamle Sang
og dække mig under din Vinge!
Og om jeg kun lidt af din Tale forstaar,
saa dybt i mit Hjerte dog Klangen naaer,
at den rører ved gamle Strenge,
der har tiet, — jeg ved ej, hvor længe.