1.
— Zulma, ved Kysten ankre nu Skibe,
Ude paa Søen skimter jeg fleer:
Flaaden forsamles, kan jeg begribe,
Afreisen snarligt, frygter jeg, skeer.
Græske Matroser, begede Gutter,
Stirre med Lyst paa det svulmende Blaae —
Zulma, kun nogle bange Minutter
Har jeg tilbage, saa skal jeg gaae!
Fordum paa Landjord bygged Din Tanke,
Nu skal paa Dybet den skifte sin Tro,
Følge som Søfugl Vimpel og Planke
Fjernt — til Ægypten, sige de jo.
Sløret tilbage! vær nu blot munter,
Skjøndt Du er deiiig i Taarer at see.
Zulma, kun nogle bange Sekunder,
Saa maa, min Zulma, Skilmissen skee! —
„Siig mig, er Veien lang over Havet,
Kan jeg Ægypten see fra mit Slot?
Mangen Fregat har Søen begravet,
Ak, er blot Skibet sikkert og godt?
Vee mig! mangfoldig er dennegang Faren —
Ægypterinden er venlig og smuk:
Amurath, svar mig, vil Zanitscharen
Tænke paa Stambul, ændse mit Suk?”
„Persiske Schawler sendte den snilde
Kjøbmand igaar mig, han fra Damask:
Ingen af Tøierne klæde mig vilde,
Farven var stedse for broget og rask.
Sort kun, Amurath, vil jeg mig klæde,
Taus vil jeg gaae i min Faders Gaard,
Ikke mig pynte, ikke mig glæde,
Førend igjen for mit Øie Du staaer.” —
— Seer Du Cypressen hist, som jeg planted?
Liflig den staaer i en malerisk Egn.
Den paa min Troskab vare Dig Pantet,
Og paa mit Liv Dig et varslende Tegn:
Naar den veemodigt med Bladene hænger,
Dette betyder, jeg elsker Dig ei!
Og gaaer den ud, da viid, at ei længer
Heller vist lever paa Jorderig jeg!
Men naar mit Træ staaer frodigt i Dalen,
Bladene lægges i tykkere Lag,
Og naar om Aftenen Nattergalen
Slaaer i dets Top sit fulde Slag:
Da er det Tegn, at karsk ud af Striden
Amurath kom, at han haver det godt.
Og at han længselsfuldt fra Pyramiden
Stirrer mod Stambul og Zulmas Slot! —
„Amurath, ak selv blomstrer end Træet,
Troer Du, at dette kan være mig nok?
Mahomeds Maane staaer jo i Næet,
Varslende Drømme der kommer i Flok:
Alt jeg din Hest seer, vild uden Rytter
Farer den om, for at søge Dig op,
Finder paa Marken Dig, snøfter og lytter,
Skraber med Hoven paa livløse Krop!”
„Bosporus drøner fjendtligt derude,
Jordbunden skjælver — nei, det er mig!
Morgenens Taager Sorrig bebude,
Sorrig for Fleer end for mig og for Dig:
Sultanens Throne, mumler man, ryster,
Seire vil Christus, i Syd som i Nord;
Riget styrter ved Bosporus’s Kyster —
Snart vel i Stambul Russeren boer!” —
2.
Borte var Amurath — Zulma veemodig
Vandred hver Aften i Dalens Græs,
Glæded sig dog, at fager og frodig
Trivedes stedse den kjære Cypres.
Da kom til Landet en brændende Tørke,
Glødende Jordbund gispede mat,
Planterne savned Skygger og Mørke,
Sparsomt faldt Duggen paa Græstørv og Krat.
Syg var Cypressen — bladfulde Krone
Tæredes hen af Mangel paa Regn;
Nattergalen med klagende Tone
Jamred over den døende Egn.
Bleg stod Zulma, stirred alvorlig
Hen paa det elskede, syge Træ:
„Sangfuglen sørger, Cypressen er daarlig,
Amuraths Maane staaer vist i Næ!"
„Kastet fra Sadlen ligger paa Valen
Amurath vist med et dødeligt Saar;
Zulma kan ikke lindre ham Qvalen,
Hos ham ikkun den Fremmede staaer.
Visnende Træ mig Sandheden siger,
Bladenes Falmen jeg tydeligt seer,
Og fra min Amuraths Ansigt viger
Livets Rødme nu meer og meer!”
„Dog — han aander endnu og han sender
Mig om sin Sygdom det aftalte Bud;
Kraften muligt tilbagevender,
End er Cypressen jo ei gaaet ud.
Den og de andre visnende skrante,
Ak, men dog stedse den lever endnu —
Dog fra nu skal den truende Plante
Længer ei fylde mit Hjerte med Gru”.
Og hun hentede hurtigt en Slave,
Bød ham at hugge Cypressen om!
Angst da fløi fra den øde Have
Sangfuglen, som i Foraaret kom.
Klynkende lod en Røst fra Stammen:
„Dråber Du, Zulma, selv din Ven?
Amuraths Lampes sidste Flammen
Nænner Du grusomt at veire hen?”
Og der stod hun forvildet, bedrøvet,
Græd bag det skinnende Sølverslør:
„Lig nu paa Jorden, straffet og kløvet,
Du skal ei varsle, at Amurath døer;
Du skal den dræbende Vished ei bringe,
Du skal ei martre mig Dag og Nat:
Haabets Sange skal for mig klinge,
Røsten fra Dig var mig længe forhadt”.
„Bort med Varselet, bort med Tegnet,
Selv vil jeg varsle min Fremtid mig:
Kun for en Stund er min Yndling segnet,
Saaret han er, dog end ikke Liig.
Kun for et Øieblik daled i Vesten
Zulmas Sol bag en Sky af Sorg:
Amurath atter sidder paa Hesten
Stirrende hen mod min Faders Borg”.
„Ja, der er smukt i Haabets Riger,
Der vil herefter jeg søge Læ;
Meer vil jeg troe paa hvad Hjertet siger,
End hvad der hviskes fra dunkle Træ.
Klæde jeg vil mig i brogede Tøier,
Smykke mit Haar med mangen Blomst,
Og under Sang og Slavindernes Løier
Gladelig vente hans Atterkomst”.
„Du, som er Drot over Sol og Maane,
Drot over Jorderigs seilende Øe,
Du vil det Skabte visselig skaane —
Amurath er for ung til at døe!
Vend Dig til dem med de hvide Lokker,
Vend Dig til ham, der af Livet er kjed,
Men hvor sig Ungdomskræfterne flokker,
Der lad ei Dødsenglen dale ned!"
3.
Styrtet fra Hesten Amurath ligger
Ventende Døden paa Valpladsens Eng;
Sablen var skarp og Haanden var sikker —
Snart springer Livets dirrende Streng.
Fjenden medlidende bær ham til Teltet,
Saaret er dybt og Feberen vild —
Søvnløs paa Leiet sig Amurath vælted,
Og paa hans Hjerne det brændte som Ild.
Endelig sænked sig Søvn paa hans Pande,
Søvn vel, men afbrudt af Drømmenes Spil;
Mørke Fantomer fra Løgnens Lande
Kom og forsvandt og nye kom til.
Men naar den ængstende Drøm jeg maler,
Den, som qvalte hans Aandedrag,
Trøster Jer ved, naar hans Stjerne daler:
Stjernens Forsvinden bebuder — en Dag!
Først ham tyktes, at fjernt i Haven
Zulma stod, han fornam hendes Røst:
„Amurath ligger kold og begraven,
Vælge jeg vil mig en levende Trøst;
Sukke jeg vil ei meer for den Døde,
Af min Erindring jeg sletter ham ud;
Livet tilhvisker mig Ord saa søde,
Jeg vil ei være Beenradens Brud”.
Og han saae, hvordan hun i Haven
Stirred med Had paa Cypressen hen,
Og han hørte, hun kaldte paa Slaven,
Bød ham at splintre og kappe den.
Amurath hørte Saugen hvine,
Amurath hørte Øxens Hug;
Da fortrakkes den Sovendes Mine,
Og fra hans Bryst lød klagende Suk:
„Skræmmer Du Fuglen, Zulma, fra Reden,
Den i hvis Sang vi vor Glæde fandt?
Dræber Du, Zulma, hvad Kærligheden
Plantede som et Troskabspant?
Hører Du ikke min Røst fra Stammen:
Dræber Du, Zulma, selv Din Ven?
Amurats Lampes sidste Flammen,
Nænner Du grusomt at slukke den?” —
Drømmen forandredes. Zulma for Speilet
Ordned sin Dragt — han fornam hendes Ord:
„Skulde jeg sørge fordi han seiled?
Skal jeg gaae sort som den sorte Jord?
Nei, jeg vil gaae i de brogede Tøier,
Blomster skal smykke mit deilige Haar!
Dandsen veed jeg min Skjønhed forhøier —
Vel! Tambourinen jeg muntert slaaer!”
Da forbandede han sine Qvaler,
Barsk han reiste fra Bolsteret sig:
„Smykker Du Dig med persiske Schawler,
Nu da Voxlagnet væves for mig?
Sortklædt, Zulma, høitideligt lovte
Du mig at gaae i Din Faders Gaard —
Nu krandser Demantbæltet Din Hofte,
Purpurfolden Din Fodsaal naaer!”
„Og medens Almuraths Livskraft svinder,
Medens min isnede Barm blier trang,
Dandser i Kreds af muntre Slavinder
Zulma ved Tambourinens Klang!
Dands paa min Gravhøi, Du som mig daared,
Styrt saa deri — bliv Beenradens Brud!” —
Og han rev heftigt Bindet fra Saaret —
Blodet og Livet strømmed da ud.