I det rige, stolte Genua
Med de violette Drueklaser
Kommer reisende man langveisfra,
For at see antike Marmorvaser,
See paa Fieskos, Doriernes Grav
Og et udstrakt, vældigt Middelhav.
Balbi-Gaden man betragter,
— Der boer mægtig Adelstand —,
Men de snævre Gyder agter
Lidet kun hver fremmed Mand .
I en snæver Gydes simple Huus
Sad med krummet Ryg og Tænkerminer
En uændset, fattig Musikus
Med tre, fire gamle Violiner.
Ved at stemme hvad der var forstemt,
Pudse hvad der havde ligget glemt,
(En Bestilling uden Ære,
Uden Løn, i Syd, som Nord)
Søgte sig han at ernære
Samt sin gamle svage Mo’er.
Violiner tømred’ kløgtigt han,
Snildt han gamle Mestre efterligned;
Men om end han brugte al Forstand,
Var hans Flid dog hidtil ei velsignet:
Stræbt at naae han havde uden Held
Længe den tartiniske Model.
Skjøndt sit Værk han tidt forbandet
Havde med fortvivlet Hu,
Var en Ny dog atter dannet,
Og den skulde prøves nu!
Nøie glattet var den tynde Fjæl,
Ængstligt formet Stolen var og Halsen;
Jublet havde han med henrykt Sjæl,
Da hvert Stykke passed godt i Falsen.
Eens var begge Violiner nu.
Til at skjelne skulde kløgtig Hu!
Ak, men da nu Paganini
Prøved sin med Kunstnersands,
Høit, o høit stod hin Tartini
Dog bestandig over hans!
Dette krænked stakkels Nicolo:
Ved hans Mundvig en dæmonisk Smilen
Tyded paa den tabte Hjertero,
Paa er feedløst Sind, berøvet Hvilen.
Og han grubled over een Idee,
Den kun virkliggjort han vilde see.
Vanvid lagde sig om Panden,
Syner gik hans Blik forbi —
Ængstligt flygted man for Manden
Med den mørke Phantasie.
Og han gik da med sit Instrument
Til en genuesisk lærd Professor:
„I har læst Saameget dog paa Prent,
Og med Meer I dagligt Jer belæsser —
Løs mig Gaaden, frie mig fra min Qval,
Jeg har grublet, sørget, tænkt mig gal.
Af de stærke Elementer,
Som Geniet har igjem.
Kommer, hvor Du mindst det venter,
Ak, dets egen Morder frem”.
„Naar I seer paa disse Tvende ned,
Er den ene ganske som den anden!
Samme Sangbund, samme gule Ved,
De er eens og kun forskjellig Manden:
Denne, stakkels Nicolo. Jer Ven —
Mantuaneren Tartini den!
Dannede paa samme Maade,
Efter samme Theorie,
Have de — for mig en Gaade —
Dog ei samme Harmonis”.
„Min er ligedan — dog mangelfuld!
Ydret eens, men Tonen eens ei vorder.
Lyt og skjælv, Du Mand af Støv og Muld
Lyt til disse springende Accorder:
Hør, her myrdes, hvilket Klageskrig!
Her en falden Engel vaander sig.
Atter tys: hør Desdemona,
Hvor hun bønligt for sig be’er,
Ømt som Julie fra Verona —
Tys, hør nu, hvor Jago leer!”
„O med den forvist jeg reise kan
Rundt blandt de forskelligste Nationer:
Uden Kjendskab til hvert enkelt Land
Vil jeg dog forstaaes ved mine Toner.
Hver Nation vil elske dette Sprog,
Jeg, skjøndt Fremmed, bliver IndfØdt dog.
Der er tusind Sprog paa Jorden,
Hvert forstaaet kun af Faa:
Dette fatter Syd og Norden,
Rigmands Slot og Armods Vraa”.
„Hør nu min — hvor usselt og hvor mat!
Den har ikke Røsterne fra oven.
Ikke Fuglens Skrig i Uveirsnat,
Ikke Leopardens Hyl i Skoven,
Ikke Stormens Brum ved Klippestrand,
Ikke Sproget fra et bedre Land.
Ei den glæde kan et Øre,
Ei den trøste kan et Sind,
Ikke Graad til Øiet føre,
Ikke Smiil til nogen Kind!”
„Og hvorfor ei? elsked han maaskee
Sin berømte Kunst med mere Varme?
Nei, o nei, hvor tidt ei kunde see
Man om Natten vaagende mig Arme
Sidde eensom med taalmodig Flid
Og til Kunsten offre Søvnens Tid!
Hans var ei de brustne Blikke —
Paa hans Kind var Blomsterpragt!
For sin Kunst har han vist ikke
Det til Vanvid næsten bragt!”
„Muligt — ja, hvad om en Hemlighed
Han besad, som jeg endnu ei kjender,
Vidste Noget, som nu Ingen veed,
Og begik hvad Nicolo ei nænner?
Stod i Forbund han med Mørkets Aand,
Kjøbte dyrt han sin erfarne Haand?
Skal jeg dybt til Helvedbunden
Flytte mine fromme Fjed,
I en Udaad søge Grunden
Til hans Overlegenhed?” — —
Som sin Sorg den stakkels Nicolo
Til den gamle lærde Mand betroede,
Slog han Violinen med sin Kno,
Sænked mod sit Bryst det blege Ho’de.
Men den Gamle hented fra en Krog
En latinsk, forslidt og støvet Bog,
Rakte den med sære Fagter
Til sin unge, syge Ven,
Sagde: „hvad Du eftertragter
Udfandt her en kløgtig Pen!” —
Hvad fandt Nicolo paa gule Blad?
De bekjendte Lydens Theorier?
Nei, men som han spændt ved Bogen sad,
Klang for Sjælen dybe Melodier,
Og en Røst, han før ei havde kjendt,
Talte fra det mugne Pergament
Om den skiftende Forandring,
Som bevæger Form og Stof;
Om en selsom Sjælevandring
Skrev den gamle Philosoph:
„Sjælen, den af Gud forskudte,
Lever mangt forskjelligt Liv,
Maa sig snart i Dyr indslutte,
Snart i Steen, i Træ og Siv.
Den har ingen stadig Hytte,
Naaer først silde Paradiis:
Bolig maa den ofte bytte,
Stiger, synker vexelviis”.
„Op til Mennesket den stiger.
Daler saa til Planten ned,
Gjennemgaaer Naturens Riger,
Lider, ak, hvad Ingen veed.
Som dens Skaber det befaler,
Vexler, vandrer, flytter den:
Snart fra Fuglens Bryst den taler,
Snart fra Menneskets igjen”.
„Men selv Mennesket har Evne
Til at fængsle Sjælen her!
Vil Du nogensinde hevne
Dig paa En, Du ei har kjær,
Mærk hans Sygdom, giv ham Pleie,
Tee Dig som en ængstlig Ven:
Sæt Dig ved hans Sygeleie,
Naar hans Aand skal fare hen”.
„Naar den Syge da sig vaander
I den kolde Angstens Sved,
Kald til Hjælp da Mørkets Aander,
Offre dem din Salighed!
Brug da hine Formularer,
Som før Dig en Faust har brugt:
Blot dit Koldsind Du bevarer,
kan Du standse Aandens Flugt”.
„Du kan tvinge den at blive
Her paa Jorden i dit Huus,
Til at følge Dig i Live,
Som en vagtsom Genius!
Først naar Dødens Haand Dig rammer,
Bliver frigjort ogsaa den:
Du gaaer ned i Dybets Flammer,
Den til Fred i Himmelen!” — —
Men fra den Stund end meer tankefuldt
Stirred Nicolo, heel sært tilmode:
Lidet ændsende kun Tørst og Sult,
Leved han ei meer for denne Klode.
Af hans Færd man næsten tydligt saae:
En Forbrydelse han grunded paa.
Hvergang Mod’ren vilde spørge,
Svared haardt han, synligt vred;
Syg da blev hun af at sørge,
Længst af Livet var hun kjed.
Og hun laae paa Dødens Leie strakt,
Leg’met gisped i den sidste Krampe;
Taus ved Døren Nicolo holdt Vagt
Og belyste Stuen med sin Lampe.
„Kom, min Søn!” — saa bad Mathilde mat —
„Inden Daggry har jeg Dig forladt:
Skjøndt Du tidt min Sjæl har saaret,
Skjøndt Du aldrig elsked mig —
Jeg ved Hjertet har Dig baaret,
Kom, jeg vil velsigne Dig!”
„Mindes mig, naar Foraarsblomsten groer
Over den, som Dig med Smerte fødte!
Da maaskee vil, meer end nu Du troer,
Du paaskjønne den i Liv Forstødte.
Som i dette hellige Minut
Jeg velsigner Dig med Stemmen brudt,
Skal jeg og for Herrens Throne
Ene tænke paa dit Held:
Hist, som her, hvert Suk, hver Tone
Gjelde stal mit Afkoms Vel!”
Men den blege Kunstner rysted vildt
Hov’det med de tætte, mørke Lokker:
„Ikke gavner det. Du taler mildt,
Min Beslutning, Moder, ei Du rokker.
Her paa Jord hver Sjæl forblive kan,
Naar den ikkun lænkes med Forstand.
Bort med Mildhed, bort med Naaden —
Jeg er Kunstner, ikke Søn!
Qvinde, Du skal løse Gaaden,
Skaffe Kunstneren sin Løn".
„See, jeg sprænger hvert et Slægtskabsbaand
Og befaler her i Kraft af Helved,
At paa Jord mig følge skal din Aand,
Følge mig og dette Værk, jeg hvælved!
Først naar jeg i Graven sænkes ned,
Da først stedes ogsaa Du til Fred.
Dette Træ har sukket længe
Efter et forhøiet Liv;
Svæv da Du om disse Strenge,
Lyd mit Magtbud og mit: bliv!” — —
Og han nærmed sig med faste Skridt
Hen til Leiet, hvor den næsten Døde
Laae med Bryst og Ansigt marmorhvidt,
Mens de sidste Suk fra Læben brøde!
Og i den høitidelige Stund
Holdt han rolig foran Mod’rens Mund
Hen sit Værk, den dyrebare
Violin, som, fordum mat,
Nu med stærke Toner klare
Skulde klinge Dag og Nat!
Vanvid spilled i hans Ansigtstræk,
Da han taus og spændt stod foran Sengen;
Men den Døende af Sorg og Skræk
Aanded ud sit sidste Suk mod Strengen.
Strengen dirred da et Klageraab,
Men i Sønnens Øie funkled Haab:
Ja, hans Værk besad nu Moll’en
Af en qvindelig Natur!
Tys, hvor selsomt: heel og holden
Skriger Jagos vilde Dur!
Ja, besjælet er hans Violin,
Den har Drøm og Sorg og Graad og Stemme
Nattevindens Røst i Borgruin,
Røst, som Pigen, hvem man ei kan glemme.
Røst, som lille Barn, der græd og bad.,
Røst for Kærlighed, og Røst for Had!
Glædedrukken, ei forfærdet,
Nicolo paa Liget saae —
Kunsten gjøre kan forhærdet,
Saa Naturen vige maa!
Silde, silde han i Slummer faldt,
Vaagned op da Morgenstraalen spilled;
Mærked angst, at Virklighed var Alt,
Hvad saa gjerne drømt han havde villet.
Men i Stuen lød en svag Musik,
Frem af Violinen Toner gik:
Som en klangfuld Memnonsstøtte
Hilste den paa Solens Lys —
Da først Sønnehjertet blødte,
Da først mærked han et Gys!
Og de stive Modrens Øine skjød
Flammeblik, som ei han kunde taale:
Fra de døde Glaspupiller brød
En Forbandelsens og Vredens Straale.
Ængstlig blev tilmode Sønnen da,
Ræd han flygtede fra Genua,
Gik med Violin paa Ryggen
Bort med Frygtens rappe Fjed,
Bortgik for at finde Lykken
Og sin tabte Sjælefred.
Men et vældigt Rygte spredtes til
Den ungdommelige Kunstners Ære;
Stolte Roma lytted til hans Spil,
Florents vilde nødig ham undvære.
Dog, i hver en Stad han var kun kort,
Indre Utilfredshed drev ham bort:
Bort han gik fra Sydlandssolen,
Bort fra muntre Carneval,
Bort fra Masten og Gondolen
— Fjernt til Londons Taagehal.
Og i Bygningen: „Ei blot til Lyst”
Havde han en talrig Kreds forsamlet.
For et Øieblik, paa Englands Kyst
Glemt var Shylock og den mørke Hamlet.
Kun paa ham var Alles Øine vendt,
Paa hans tonefulde Instrument,
Denne Glædens, Sorgens Skaber,
Hersker over Smiil og Graad,
Tolk for alle Lidenskaber,
Maler af hver grufuld Daad!
Men i Kredsen sad en gammel Mand
Ængstligt gribende hver enkelt Tone;
Pietro hed han, og hans Fædreland
Var, som Nicolos, Italiens Zone.
Og den hvide Olding reiste sig,
Greb den unge Kunstners Kjoleflig
Og udbrød, da i en Pause
Paganini hvilede
Og de Alle rundt sad tause
Halv med Lyst og halv med Vee:
„Ak, jeg kjender dette Tonefald,
Det er Stemmen fra Italiens Lunde,
Og jeg lykkelige Gamle skal
End paa Jord engang mig fryde kunne!
Midt i England, langt, langt fra mit Hjem
Blomstrer pludselig Italien frem!
Disse Toner er fra Syden,
Bringe Hilsen fra hver Ven;
Meget ligger skjult i Lyden —
Tak til Dig, der bragte den!”
„Disse Melodier hørte jeg.
Da jeg tumled mig som Dreng i Trøie:
Hyrden fløited dem paa grønne Vei,
Naar han Hjorden drev paa Romas Høie.
Ung jeg sang dem i mit skjønne Land,
Nu besøge de den gamle Mand!
Og de vække gamle Minder
Om de lyse Ungdomsaar —
Alt Nærværende forsvinder,
For mit Blik kun Fortid staaer!”
„For mit Blik staaer hver en Ungdomsdrøm,
Der begeistred aarle mig og silde:
For mit Blik staaer, sværmerisk og øm,
Ogsaa hun, min blomstrende Mathilde!
Unge Kunstner, i min friske Mai
Elskede din skjønne Moder jeg!
Skjøndt hun anden Betler kaared,
Var kun kjær dog stedse mig —
Hun har Dig ved Hjertet baaret,
Kom, jeg vil velsigne Dig!” — —
Nicolo med Angst tilbage veeg,
Disse Ord var saa betydningsfulde!
Hurtigt greb han til sit Strengeleeg,
For at glemme Qvinden under Mulde.
Mon den underlige Gamle kom
For at kræve Regnskab, holde Dom?
Rask den blege Kunstner vendte
Atter Tanken til sit Spil,
Og med alle Nerver spændte
Tause Mængde lytted til.
Og besjælet klang hin Violin,
Ret som leved nu en Aand derinde,
Der udstødte snart et Smertens Hviin,
Sukked snart og lod som Nattevinde;
Ja, det lød som menneskelig Røst,
Som en Fængslet, der var uden Trøst:
Om den gule Sangbund svæved
Toner, som fra En, der leed;
Kunstnerhaanden synligt bæved
— Var det af Medlidenhed?
Men forbavset atter reiste sig
Pietro, stirrende med Skræk i Minen:
„Yngling, vil Du ei mig see som Liig
Styrte ned, saa læg Du Violinen!
Ei til Rædsel bør Du, kun til Trøst,
Efterligne Menneskenes Røst!
Haarde Søn, hvor kan Du skabe
Disse Toner uden Gru?
Moderstemmen efterabe,
Dette, Yngling, nænner Du!”
„Smerteligt har Du berørt min Sjæl
Og i Gisninger jeg mig fortaber:
Ord Du tvinge kan fra Fyrrens Fjæl —
Fik Du denne Gave af Din Skaber
Eller fik Du den af Mørkets Aand,
Kjøbte dyrt Du Din berømte Haand?
Skal jeg dybt til Helvedbunden
Flytte mine fromme Fjed
Og i Udaad søge Grunden
Til Din sjældne Færdighed?”
„Hvorfor udaf Violinens Bryst
Lokke Toner, der tilhøre Graven?
Vil Du give Liv til døde Røst,
Visselig, den takker ei for Gaven.
Hvorfor denne sørgelige Klang?
Min Mathilde elsked munter Sang.
Unge, blege Aandemaner,
Daarlig Søn, skjøndt Kunstens Drot,
Siig mig, om maaskee Du aner,
At hun ikke har det godt?” — —
Over Mængden hvilte Gravens Ro,
Alles Blik til Paganini vandred,
Men med Høihed svarte Nicolo,
Pludseligen fattet og forandret:
„Nei, jeg føler, at det kun er Digt,
Usselt sammensat og latterligt!
Sjælens Hjem er Himmerige,
Men ei Dyreverdenen:
Kan den end, forandret, stige,
Synke kan den ei igjen!"
„Olding, ei forfærdes ved mit Spil,
Her er ingen sorgfuld Aand, som taler!
Stemmen hører ei Mathilde til,
Jordisk Smerte kun jeg troligt maler.
Pietro, her er intet Hexeri,
Det, som skrækker Dig, er — mit Genie!
Overtroen frygtsom gjætter
Paa Forbrydelser omsonst:
Kjøbt jeg har i vaagne Nætter
Kun ved stadig Flid min Kunst.”
„Vaaren klækker sine Blomster ud
Hvor Dit Legem hviler, fromme Moder,
Men forlængst har alt Din Aand hos Gud
Seet en bedre Verdens Himmelgoder.
Ak, de troe, at Du maa følge mig,
Fængslet til det usle Jorderig!
Nei, o nei, men dog Dit Billed
Tidt sig viser truselfuld:
Jeg Forvovne har jo villet
Vinde Dig til Jordens Muld!”
„Men fra den Tid mærked stedse jeg
I mit Bryst Samvittighedens Pinen —
Er det Under, at fra den Tid ei
Andet klang end Sorg fra Violinen?
Disse Toner og fortvivlte Skrig
Var ei hendes, nei, de kom fra mig!
Heel naturligt, at min Brøde
Har besjælt mit Foredrag;
Tilgiv mig, Du elskte Døde,
Jeg har bødet Nat og Dag.”
„Men fra nu af skal hint Strengeleeg
Aldrig meer mig om min Brøde minde;
Lad mit Ry da synke, som det steeg,
Hurtigt kom det, hurtigt lad det svinde!
Dig, som jeg oplived, gamle Ven,
Dig jeg giver nu til Døden hen!
See mit Offer, vrede Moder,
Selv sig straffer nu Din Søn,
Knuser hvad af Jordens Goder
Var hans Trøst og Arbeidsløn!” — —
Og han slængte da mod Gulvet brat
Hen sit Værk, det sjældne, dyrebare
Mesterstykke, som ved Dag og Nat
Havde klinget stærkt med Toner klare.
Taarer glimted af hans Øine frem —
Hvem mon ikke havde fældet dem?
Knust, med evigdøde Strenge,
Laae hans Værk foruden Lyd,
Og han stirred stivt og længe
Paa sin fordums Sjælefryd.
Mængden maalløs paa hans Idrert saae
Og et Suk igjennemsvæved Salen:
Ingen af dem mægted at forstaae
Handlingen og Ingen fatted Talen.
Du kun, Læser, den forstod og veed
Paganinis hele Hemlighed!
Men om „Vanvid” talte Rygtet,
Sagn der mylred fleer og fleer,
Der fortælles: bort han flygted,
Kom til London aldrig meer.