Thora, da de mumled her,
Du var syg og Døden nær,
Fuldelig da var det, som
Glæden gik, da Tidning kom;
Bølgekjølnet blev mit Blod,
Olding, tyktes mig, jeg stod.
Og jeg spurge, hvorfor Du
I dit friske Foraarsnu,
Fremfor Mange herlig fød’,
Skulde gaae i dunkle Død:
Altfor skjøn og altfor varm
Var for Ormene din Barm.
Og jeg tøede Sjælens Iis, —
Røveren saae Paradiis!
Mine Hænder folded jeg,
Ak, de kjendte ei den Vei;
Bedre lød de mine Vink,
Naar det gjaldt et muntert Klink.
Englene med Undren saae,
Hvor paa Knæ for Gud jeg laae.
Hvad jeg sukked, ikke veed jeg,
Meget græd jeg, mere leed jeg;
Det jeg veed, saa inderlig
Bad til Gud jeg kun for Dig.
Hvad Du var mig, saae jeg grandt,
Da ved Døden jeg Dig fandt;
Sværmet har jeg vel for Mange,
Skrevet Galnings Elskovssange;
Elsket, Thora, tro Du mig,
Elsket har jeg ikkun Dig.
Over Byron, over Schiller
Jeg min elskte Thora stiller;
Paa den hele, vide Jord
Væsen kjærere ei boer;
O, betro Dig kun til mig,
Elske vil jeg ikkun Dig.