Nu er der grønt og smukt paa Landet,
Nu kjøre Bønderne med Hø;
Og Storken staaer i Mosevandet —
Den hvide Fisker fik en Frø.
Paa klare Himmel seiler Skyen,
Du lette Baad! tag mine Tanker med,
Mens jeg maa sidde her i Byen
Og kommer aldrig nok afsted.
Og Moskovitten næsviist synger,
Paa Engen hoppe brune Føl;
Paa Marken vandre Bondeklynger,
De svede stærkt og drikke Øl.
Og Piger gaae med Baand og Rive,
Med Ærmet kort og Skjørtet kort —
Men jeg kan kun paa Gaden drive
Og kan sletikke komme bort.
Nu blomstrer frodigt Keiserkronen
Og Gyldenlakken glimrer rød;
Nu gnaver Rotten i Melonen,
Nu tænkes ei paa Vildtets Død.
Forvaltren prygler paa de hovne,
Krakilske Bønder, med sin Stok —
Men jeg maa sidde her og dovne
Og stirre paa min Piges Lok.
Hvorledes blomstrer vel i Sommer
Min røde Pelargonium?
Er paa det store Træ, af Blommer,
Ret som ifjor, vel Grenen krum?
Og hvordan lever Hønsehunden?
Den løber vel i Skov grassat,
Imedens jeg maa sidde bunden,
Til Korrekturerne parat.
Nu spiser Tykmælk man af Bøtter;
Om Aftnen gaaer man ud og seer
Om Ole Røgter Qvæget flytter,
Om Engen ryger stærkt, med meer.
Derpaa man si’er god Nat til Fruen
Gaaer saa i Bad i kjøle Strand —
Men jeg har ikke her i Stuen
Et Hav, nei, knap en Flaske Vand!
Nu dreier sig den hele Kugle,
Den hele Jord om Axen om,
Og flyver, mellem Verdens Fugle,
En Pusling i det store Rum.
Frisk risler rundtom Livets Kilde
Og sprudler i en ung Natur,
Kun her i Kjøbenhavn maa stille
Jeg sidde fængslet i mit Buur.
Den Sommerfugl, der hist ved Hækken
Omflagre kan min Elsktes Bryn,
Den gad jeg kaste dybt i Bækken
Og selv mig glæde ved dens Syn.
Jeg selv gad kysse hendes Kinder,
Jeg selv gad elske, varm og nær,
Men, ak, kun mellem Fortids Minder,
Jeg smægte maa i Kamret her!
Nu svinger Karsesommerfuglen
Sig freidigt ud af Puppens Gjem;
Dens Hylster raadner dybt i Hulen,
Selv flyver den blandt Blomster frem:
Saa skal og Du dig freidigt svinge,
Min stille Aand, af Fængslet ud
Og Somren mine Kjærtegn bringe
Og hilse paa min fjerne Brud.