De første Furer sænkes i min Pande,
mit Aasyn dækkes af de første Rynker;
men tro kun ei, at over dem jeg klynker —
fast som Trofæer tykkes mig de stande.
Det er jo Visnesbyrde om Strid og Møie,
det er jo Skrammer efter Livsbedriften.
En Fortids Saga staaer i Gaadeskriften
af disse Runer frem for Sjælens Øie.
Jeg har ei, Tithon lig, i Dage unge
et Drømmeliv i Morgenrøden kaaret;
nei, Dagens Støv og Hede har jeg baaret
og ikke frygtet Tanker alvorstunge.
Velsignet være disse Ar fra Striden!
Af disse Furer spirer Fremtidshøsten,
der bringer, gylden, tusindfoldig, Trøsten,
den evige, for hver en jordisk Liden.
Af Plovens Jern maa Jorden sønderrives,
at fulde Ax sig kan i Vinden vugge,
og Panden gjennemfures under Sukke,
at Aandens Sæd kan saaes og groe og trives.
Thi svind kun, Ungdomsglorie om min Pande!
Jeg derfor ikke som en Kvinde klynker.
Vis Eder kun, mit Aasyns første Rynker!
Som Manddoms- og som Hæderstegn I stande.