Skyer paa Himlen sig taarne
i sær, fantastisk Strid.
Af Stormen fremad baarne,
flyve de hid og did.
Hvorhen jeg vender mit Øie
op imod Lysets Hjem,
de vælte sig, sorte, høie,
ustandseligt fremad, frem.
Min Tanke sig forvirrer,
grublende, tung og mørk,
medens jeg opad stirrer
ud i den uhyre Ørk.
Dog hisset, hisset jeg skuer
en lille blaanende Plet!
Som en Oases Tuer
hviler den, smilende, let.
Til den min veivilde Tanke
haabende, klynge sig kan
som til den svage Planke
en stakkels skibbrudden Mand.
O Blaa paa den mørke Himmel,
Hjertet hilser Dig glad.
Du svæver blandt Skyers Vrimmel
som Duen med Olieblad.
Lysets evige Banner
folder Du kjærligt ud,
som Tegn fraoven Du stander
og bringer det trøstende Bud:
at Solen atter skal stige
og mægtigt straalende staae,
Tungsinds-Skyerne vige,
og Himlen igjen blive blaa.