Jeg Dig kjender grant af Sværdets
tunge, frygtelige Slag,
jeg Dig kjender af de Blikke,
der os lover atter Dag.
Af Helleners Oldtids Grave
steg Du frem med Sejerssmil
og saa modig som i Fortid;
hil Dig, Frihed, hil Dig, hil!
Længe skjulte Du Dig, skamfuld,
at vi taalte Trældoms Baand,
vented paa en Røst, som kaldte:
Kom tilbage, Friheds Aand!
Men din Dag den tøved længe,
og Du hørte intet Raab;
under Slaveriets Lænker
bortjog Frygten hvert et Haab.
Ak, kun Et der blev tilbage,
som endnu en Trøst Dig bød:
svundne Herlighed at mindes;
mens den bitre Taare flød.
Og forgjæves paa dit Komme
vented Hellas Dag fra Dag:
under Hændervrid, fortvivlet,
opgav ganske det sin Sag.
Naar skal, sukked Du, mit Hoved
atter frit dog hæve sig?
Men kun Graad og Skrig og Lænker
lød igjen som Svar til Dig.
Da dit Blik, af Graad formørket,
hæved Du, i Hu saa mod,
og paa dine Klæder hvide
drypped Blod, hellenisk Blod.
Og med blodbestænkte Klæder
sneg Du hemmelig Dig bort,
ud, om fremmed Hjælp at betle,
som Du trængte til saa haardt.
Ensom ud Du maatte vandre!
ensom hjem Du maatte gaa!
Ak, thi gjærne Døren stænges
for den Nød, der banker paa.
Én din Barm med Taarer væder,
men om Lindring ej et Ord!
Hjælpen hist en Anden lover,
men kun Svig i Hjærtet bo’r.
Atter Andre grumt sig fryded
ved din Vaande, ved din Nød;
»Bort, søg Hjælp hos dine Egne!
»Bort herfra!« grumt Svaret lød.
Foden hjemad atter iler,
rastløs over Dal og Fjæld,
over hver en Plet, som minder
Dig om Fortids Daad og Held!
Mens dit Hoved sorgbetynget
bøjer sig i Ydmyghed,
som den usle Tiggerkvindes,
der af Livets Kamp er kjed!
Se dog nu, hver Søn, Du ejer,
stormer frem til Hjælp i Nød!
Overalt et Raab nu lyder:
»Enten Sejer eller Død.«
Af Helleners Oldtidsgrave
steg Du frem med Sejerssmil,
og saa modig som i Fortid,
hil dig, Frihed, hil Dig, hil!