Antologier

Kjøbenhavns Beboere see ofte paa Gaden et Menneske, der ikke har noget Afstikkende i sit Ydre, men Alle vende sig dog, og see efter ham, naar han gaaer dem forbi. Hans Klædedragt er fattig, men reenlig; der er en vis Orden og Elegance i den. Hans høie Pande bedækkes af en lodden Hue, der aldrig forlader ham, hverken Sommer eller Vinter; hans Klæder have et Snit, som for en 7—8 Aar siden var i Mode; for ham staaer Tiden stille, han seer ikke dens Forandringer, hans Klæder vise, hvilken Tid, der var hans Liv, hans Verden. En graa Trøie med sorte brede Skjøder og hvide blanke Knapper er hans Søndagsdragt; hans daglige Klædning er en sort Trøie. Hans Gang er en forunderlig Svingen med Benene, og derhos seer han sig om og hele hans Ansigt smiler, naar man seer paa ham, — han er fra Forstanden. Alt viser sig for ham i den Skikkelse og med de Farver, som hans Aand giver det, han seer lykkelig ud, han er lykkelig; thi Alt synes ham at smile til ham, og han smiler til Alt, ingen Sorg, ingen Ulykke gjør Indtryk paa ham, thi han lever i en indre Verden, hvori han er Centrum og Alt dreier sig om ham. Men han har været ulykkelig, hans Sindssvaghed er opstaaet af en Ulykke, og dog er han saa glad, saa lykkelig, hvo kan fatte det?

        I Amaliegaden boede engang den rige og mægtige Grev N—. I Kjælderetagen boede hans Portner, der hed Nielsen og som tillige drev Høkerhandel. Dennes Søn er Hovedpersonen i min Fortælling. Jeg har kjendt ham i mange Aar og seer ham ofte endnu, og jeg undrer mig selv over, hvorledes han, der hverken er legemlig eller aandelig udmærket, kunde blive til Hovedpersonen i den Historie, jeg nu skal fortælle. Han var, som man siger, som Folk er fleest, hans eneste Færdighed bestod i at spille paa Claveer. Grev N—s ældste Datter var dengang 16 og Niels 17 Aar. Hun spillede ogsaa med Færdighed og ofte henrykkede hun de store Selskaber, der hyppigen samlede sig hos hendes Fader. Uden selv at være det bevidst, følte Niels en vis Behagelighed ved at see Olga, han aabnede Porten for hende, naar hun red ud, og han stod og ventede i flere Timer, for atter at aabne den, naar hun kom tilbage; det venlige Blik, hvormed hun besvarede hans Hilsen, glædede ham. Niels var forelsket, men han vidste det ikke. Greven havde hørt hans Færdighed omtale og hørte ham engang spille med hans Lærer — det var en Fætter af Niels, som var Hoboist i Garden tilfods — og han bad ham en Aften at komme op og spille for Grevinden. Niels’s Forældre glædede sig; de troede hans Lykke nu var gjort, men Niels var ængstelig ved Tanken om, at Olga skulde høre ham. Om Aftenen pyntede han sig, iførte sig sin nye Trøie med de blanke hvide Knapper, og gik med bankende Hjerte op af Trappen. Bævende traadte han ind og kastede skye Blikke om i de prægtige Værelser, som han aldrig havde seet Mage til. Tjeneren meldte ham; med et Suk traadte han ind, og blev let om Hjertet; thi Olga var der ikke. Greven og hendes Naade, samt 3—4 fremmede Herrer med Knebelsbarter og Ordensbaand vare nærværende. Niels satte sig til Claveret, og hans Mod steg; thi det var de samme Noder, han pleiede at spille. Tanken om, at Olga spillede det Samme, som han, var ham velgjørende. Musikken var stormende, kraftfuld, henrev Tilhørerne. Da han havde spillet den igjennem, tog han en anden frem, det var: Bertrands Afskedsqvad. Skjøndt bitter Fjende af Napoleon, var Grev N— dog høihjertet nok, til ikke at hade, men endog beundre ham; dette Digt elskede han, Olga spillede og sang det ofte for ham. Niels kjendte det ogsaa, men aldrig havde han spillet det med saadan Følelse. Da han var midt i det, aabnedes Døren sagte, og Olga, Kjøbenhavns Sylphide, svævede ind. De larmende Complimenter og Hilsener bleve afbrudtte af Grevens hævede Finger, og Niels, der ganske var inde i sit Spil, hørte Intet. Endnu flere Nummere spillede han, og han spillede mesterligt, og hvert Øieblik paatrængte sig ham den Tanke: „Gud skee Lov, Olga er ikke hjemme,“ og hans Kinder glødede ved Tanken om hende, og han ahnede ikke, hun stod bag ved hans Stol. Men ofte tænkte han: „Gid hun dog vidste, jeg spillede — men hun vilde dog ei komme hjem, hun morer sig bedre hvor hun er; jeg er dog for ubetydelig, til at hun skulde lægge Mærke til mig,“ og disse Tanker gjorde ham bedrøvet og blød om Hjertet, han blev veemodig stemt og hans Spil antog samme Charakteer. Olga beundrede ham, hendes Interesse for ham steg. Da han var færdig vendte han sig om, men som truffen af Lynet sank han ned paa Stolen igjen, Olga stod for ham. Saa smuk havde han endnu aldrig seet hende. Et Smiil gled over hendes Ansigt, da hun saae

hans Forvirring; hun vilde tale til ham, men Niels sprang op, blussende af Skamfuldhed og styrtede ud af Stuen. Da han kom ned, kastede han sig paaklædt paa Sengen, hans Blod var i Oprør, han følte Noget, han ei før havde følt, hans Tankebilleder antoge en mere smilende Skikkelse, og tilsidst smilede han i Søvne over de yndige Syner, hans Phantasie foregjøglede ham. Hvo formaaer at skildre Strømmen af de høiende Følelser, som Kjærligheden har vakt i et ufordærvet ungt Menneskes Bryst?

        Otte Dage efter denne Aften, der havde været ham saa forunderlig, stod han i Porten og polerede Stigbøilerne paa Grevens Saddel. Hans Fader og Moder trættedes nede i Kjælderen, og han stod og nynnede en Melodi af den Stumme i Portici. Da traadte hans Fader op og spurgte Niels i en raa Tone:

        „Er det et Sted at staae og gjøre saadant Arbeide?“

        „Her staaer jeg jo ellers altid, Fader,“ sagde Niels med Blidhed. Men hans Fader overøste ham med Skjældsord og Forbandelser, og gav ham flere Slag i Ansigtet. Da Niels bøiede sig ned for at optage sin Kostet, saae han — Olga komme gaaende over Gaarden fra Haven. Det var formeget; at hun skulde see hans Beskjæmmelse, var ham utaaleligt. Han ilede ud i Esplanaden og græd hede Taarer over sin Ringhed og Usselhed. Da han kom hjem, blev han atter overøst med Bebreidelser for sin Udebliven; det var ham ensyndeligt, men det krænkede ham ikke saa meget som før; Grunden indseer Enhver. Nogle Dage senere var der stort Selskab hos Greven. Niels skulde op og spille et fiirhændigt Stykke med Olga. Han skjælvede næsten, naar han tænkte paa det, men der var dog en vis Glæde blandet i hans Frygt; at skulle staae ved hendes Side, opvakte en salig Følelse hos ham, som han ei ret kunde forklare sig. Aftenen kom. Klokken 6 var Niels alt pyntet og gik frem og tilbage for at dæmpe den Uro, der beherskede ham. Klokken 8 rullede Equipage paa Equipage ind ad Porten,

og pyntede Herrer og Damer gik op ad de brede Trapper. Den hele diplomatiske Verden samlede sig. Niels ventede og ventede, hans Uro steg til den næsten blev ham utaalelig, han gik udenfor og saae op til de oplyste Vinduer. Den kjølige Aftenluft var ham velgjørende. Han saae Skygger bevæge sig paa Rullegardinerne; maaskee var det hendes, der svævede forbi, han udstrakte Armene, en inderlig Længsel betog ham, han gik ind og kastede sig paa en Stol med Hænderne for Ansigtet. Hans Forældre og Søskende vovede ei at forstyrre ham, de troede, han overtænkte sine Ting. Gid det havde været hans eneste Sorg! Endelig kom Tjeneren Klokken ti, og kaldte ham op, og alt hans Mod forsvandt. Han traadte ind, han saae ei den Pragt, der omgav ham, hans Øine søgte Claveret, hvor Olga alt sad. Hun saae hen til ham, hans Forvirring voxede, saa han neppe var Herre over sig selv.

        „Embarrassé — Hahaha,“ sagde en Stemme tæt ved ham, han saae til Siden, og en i sin Tid i Kjøbenhavn bekjendt offentlig Skikkelse stirrede med haanlig Latter paa ham igjennem en dobbelt Lorgnet.

        „Naa lille Niels,“ sagde Olga smilende til ham, „lad os nu gjøre vort Bedste,“ — han svarede med et Blik, der viste de Følelser, som gjærede i ham; men hun saae det ikke, hendes Øine hvilede alt paa Noderne. De begyndte. Deres Hænder berørte ofte hinanden, og et electrisk Stød gjennemfoer Niels hver Gang det skete. Hans Hals sammensnøredes, han var nærved at qvæles. Sveden perlede paa hans Pande, men han følte en Salighed, som ikke kan beskrives. Da de vare færdige, stod han op, kastede et rørende Blik paa Olga, som hun ikke bemærkede, et hadefuldt paa Diplomaten, som besvarede det med en haanlig Latter og nogle Ord, som han ikke forstod, og sneg sig sagte ned ad Trappen. Han kom ned, kastede sig paa Sengen, og lod som han sov, men han kunde ikke; urolig væltede han sig omkring, og da Alt var stille, stod han op, klædte sig paa og gik ud.

        Natten var mørk, men Veiret var deiligt og stille, og Lygteruderne skinnede som Stjerner i den friske Luft. Hans Blod var i Oprør, brusende og brændende flød det i hans Aarer, han kunde høre sit Hjertes Slag. Da han kom tilbage, sloge Byens Klokker tre. Han saae op til Vinduerne, Lysene skinnede gjennem de fremtrukne Gardiner, det rødlige Skjær var deiligt. Et sagte Suk undslap ham. Han gik ind ad Porten; en Tjener styrtede ned af Trappen.

        „Hvorhen saa hurtig?“ spurgte Niels.

        „Til Doctoren.“

        „Er der Nogen bleven syg?“

        „Comtessen.“

        Det sortnede for Niels’s Øine og endnu havde han ei hørt Alt. Han vilde spørge Tjeneren videre, men denne var forsvunden. Sagte krøb Niels op ad Trappen; han hørte Forvirring og Løben indenfor, en Mængde Stemmer raabte imellem hverandre. Grevens Jæger kom ud; han undrede sig over at finde Niels allerede oppe. Niels svarede ikke, men spurgte til Olgas Befindende.

        „Ikke Betydeligt,“ sagde Jægeren, „kun Besvimelse.“

        „Hvorover besvimede hun?“ spurgte Niels rasende over den Andens Ligegyldighed.

        „Da de drak de Forlovedes Skaal.“

        „Hvilke Forlovede?“

        „For Fanden, Comtessen og Baron W******.“

        „Ere de Forlovede?“ spurgte Niels sønderknust, idet han famlede efter Rækværket.

        „Skulde være det — vil ikke — haandsat smuk — ækel Pukkelryg.“

        Niels havde nok, Trappen løb rundt for ham, han vidste ikke,

hvorledes han kom ned. Da han kom til sig selv, laa han paa Sengen. Han reiste sig op; Solen skinnede saa venlig ind paa ham. Han stod op og klædte sig paa. Han holdt det Hele for en Drøm, han kunde ikke fatte, at den Skjønneste skulde ægte den Hæsligste, der tillige var Vanskabning; det gøs i ham. Kun udannede Mennesker, troe vi sædvanlig, handle af Egennytte; men hvo bringer Egennytten saa store, saa blodige Offre, som den høiere Stand? Den følgende Dag var der Ro i Huset, men denne Ro havde noget Gyseligt ved sig. Greven red og kjørte som sædvanligt, hans Holdning var rank, hans Øie stolt, men der laae noget Truende i hans Miner, der forfærdede Niels. Naar Greven kom ned ad Trappen, raabte han „min Hest“ med en tordnende Stemme, saa at endog Hesten skjælvede ved den. Derpaa svang han sig op og red ned ad Gaden i saa voldsom Fart, at Tjeneren neppe kunde følge ham. „Det Uhyre,“ tænkte Niels, „hvad maa Olga ikke lide af ham!“

        Den næste Dag var det et grueligt Veir; Greven var kjørt ud med Grevinden; Kudskene troede, de skulde til Baronens Forældre, der boede i en nærliggende Gade. Noget efter ringede det paa Porten; Niels gik ud og aabnede den, hans bittreste Fjende, den pukkelryggede Diplomat, spankede ind. Niels slap af Harme Porten, den hæftige Storm blæste den i, og Baronens Frakkeskjød kom imellem. Rasende vendte han sig om, men ved denne Bevægelse kom der en Flænge i Skjødet. Han foer ind paa Niels, men denne gik rolig ned i Kjælderen, lukkede Døren i, og lod Baronen staae i den rygende Storm ganske hvid af Snee. Han kjølede sin Harme ved at sparke en Rude ind i Kjælderen og gik hjem for at klæde sig om. „Ak Olga,“ tænkte Niels, „nu er Du frie for ham for Øieblikket — kunde jeg med mit Liv befrie Dig for stedse — og Niels tænkte paa at myrde Baronen, han tog en Ragekniv frem, aabnede den, og stod længe og stirrede paa den. Mange og forskjellige vare hans Tanker. Han saae Olga bleg og syg og denne Vanskabning nærme sig hende med afskyelig haanende Latter, og fortrolig lægge sin Arm paa hende. Langsomt hævede Niels Hovedet, hans Øine gnistrede og havde Baronen været der, var Niels maaskee blevet en Morder. Han saae sig i Tankerne paa Skafottet. Tanken om at lide Døden for Olgas Lykke var ham kjær, men naar han tænkte paa sine gode gamle Forældre, sine smaa Sydskende og den Jammer, han vilde forvolde dem, blev han blød om Hjertet, og sagte rullede Taarerne ned ad hans Kinder; med Eet standsede hans Graad, han lagde Kniven bort, en Tanke faldt ham ind, der ganske tilintetgjorde hans blodige Forsæt. „Hvo veed om Olga vil saa nødig have ham? — hun besvimede, det kan være af andre Aarsager“. — Hele Natten grublede han derover. Om Morgenen stod han tidlig op, for som sædvanligt at høre til Comtessens Befindende. „Hun var bedre, — hed det — og skulde, hvis Veiret tillod det, ud at kjøre en lille Tour.“ Niels gik i Stalden, Gaarden og Porten, og ventede. Sneen knagede under hans Fødder, det var en af de deilige Frostdage, som Kjøbenhavn desværre kun har saa faa af.

        Grevens Have gik ud til en af Skibspladsene. Den brede Canal mellem Kjøbenhavn og Amager var frosset, en sneehvid Mark laa, hvor for kort Tid siden stolte Tremastere gyngede paa den blaa, bevægelige Flade. Himlen havde den blaagraa Farve, der passer saa godt til Sneen. Solen stod blodrød noget over Horizonten og kastede et rødligt Skjær paa alle Gjenstande, som den ei var istand til at opvarme. Under Sang og Raab trak Matroserne Slæder belæssede med svære Tønder ud til Skibene, der laae stille, majestætiske, med tyk Snee paa Tougværket og de endnu staaende store Stykker af Masterne. Ovre fra Holmen hørtes hyppige Hammerslag paa den paa Stabelen staaende Colos. Vidt og bredt hørtes den mindste Lyd i den kolde, rene og klare Luft. Naturens Stilhed gjorde Indtryk paa Niels. „Hvor her er deiligt“ hviskede han sagte, og den Sorg, der knugede hans Hjerte, opløste sig i stille Taarer, der randt ned ad hans Kinder, indtil de stivnede som Naturen om ham. Endog Naturens Børn kunne blive poetiske og Niels var Meer end et Naturens Barn. Musikken havde forædlet hans Hjerte, han var modtagelig for Naturens Skjønheder og i dette Øieblik følte han ret, hvor deilig Verden var. Og igaar havde han ønsket Døden, den Stakkel, knap atten Aar og allerede tænke paa at døe.

        Da Niels kom tilbage, holdt Vognen forspændt i Gaarden. Hestenes Aande var synlig langtfra i den kolde Luft, muntert stampede de paa den haardfrosne Jord, medens Kudsken sad ubevægelig i sin grønne lodne Pels. Niels skyndte sig hen til Trappen, da Vognen kjørte frem. Grevinden kom med Comtessen under Armen. Olga saae bleg og lidende ud, med et Smiil gjengjeldte hun Niels’s Hilsen. Hun vilde tale til ham, men Grevinden førte hende ind i Vognen, idet hun tilkastede hende et vredt Blik. „Den stakkels Niels — tænkte Olga — han holder dog vist af mig, han er den eneste her, som har Medlidenhed med mig.“ Hendes forrige Stolthed var knækket, hun satte nu Priis paa et simpelt Menneskes Medlidenhed. Saaledes vækker Ulykken Sympathi.

        Vinteren var forbi; det var den sidste barske Vinterdag; men den havde efterladt et Indtryk i Niels’s Hjerte, som ikke kunde udslettes. Olga kom sig, men Sundhedens Roser blomstrede aldrig mere paa hendes Kinder, hun led stille, og hendes fine Legeme truede med at bukke under for den Byrde, der næsten nedtrykte hende. Greven var bleven endnu mere barsk og stivsindet, end før, og da han talte om Brylluppet med Baronen, vovede Ingen at modsige ham. Olga sukkede og sukkede ene, men hun sank ikke sammen ved dette Tordenslag; man kunde see, hun havde fattet en fast og fortvivlet Beslutning.

        „Gud veed, hvad Enden skal blive,“ sagde Huusjomfruen sagte;

hun gjennemskuede Olga og ahnede hendes Tanker. „Ja Gud veed, hvad Enden skal blive,“ mumlede Jægeren, der hørte Jomfruens Ord, og han gik ned til Portneren; thi han holdt af Niels, der med Taalmodighed hørte hans broutende Historier, blot for at høre noget om Olga.

        Bryllupsdagen nærmede sig. Olga var blid og venlig mod Alle, endogsaa mod Baronen, der hver Dag kom der. Omtrent 14 Dage før denne gruelige Dag stod Niels i Bagporten, da et sagte Slag paa hans Skulder vækkede ham af hans Drømmerier. Han vendte sig om, Olga stod for ham.

        „Ah! Deres Naade,“ sagde Niels og tog Huen af.

        „Tys!“ sagde hun. „Hør Niels!“ hviskede hun, idet hun traadte ham nærmere, „kan du tie?“

        „Som Graven,“ svarede Niels med Haanden paa sit trofaste Bryst. Olga saae stivt paa ham og læste i hans aabne ærlige Blik Forsikkringen om, hvad han sagde.

        „Hvem har Nøglen til Baglaagen?“ spurgte hun.

        „Det har Fader.“

        „Naar gaaer han til Sengs?“

        „Klokken 10.“

        „Saa, — men hvem lukker da op efter den Tid?“

        „Jeg, Deres Naade; jeg kan ikke sove saa tidlig — jeg sover næsten aldrig,“ sagde han sagte med et Suk.

        „Kunde Du være der i Aften Klokken 11½, men tal for Himlens Skyld ikke om det til Nogen.“

        „Ja, Deres Naade kan stole paa mig.“

        Niels var lykkelig, fordi han skulde gjøre Noget for Olga, men hvad vilde hun ude paa Pladsen saa silde? Han tabte sig i Formodninger, uden at finde nogen Grund. Klokken 11 var han der, stod stille og tankefuld, og mærkede ikke til den kolde Storm, der tudede mellem de nøgne Træer. Det var midt i April. En Tid havde han ventet, da to Mandspersoner i store Kapper sagte snege sig hen til ham. Han greb en tyk Green, der laae tæt ved Laagen, men den Ene sagde: „det er os, Niels.“

        „Min Gud, Deres Naade,“ sagde Niels forundret, „skal De nu ud?“

        „Ja,“ svarede hun. Den anden Skikkelse kom til, det var Grevens franske Tjener, Leonec. Da de vare ude af Laagen, gik han ned til Vandet. Olga blev noget tilbage hos Niels.

        „Farvel Niels,“ sagde hun med sagte, skjælvende Stemme, „Tak for din Tjeneste! giv Fader dette Brev imorgen Formiddag; ikke før. Hils dem nu Alle, og lev vel.“

        „Reiser Deres Naade?“ spurgte Niels med Taarer i Øinene — „alene? Veed Deres Fader intet af det?“

        „Nei han veed ikke; derfor skal du bringe ham og Moder mit Farvel.“

        „O Gud! maa jeg ikke reise med,“ bad Niels, „ligemeget hvorhen, naar jeg blot er i Deres Nærhed?“

        „Nei, Niels,“ sagde Olga, „det kan ikke gaae an.“

        „Jeg troer egentlig ikke det var saa galt, Deres Naade,“ sagde Leonec, der var kommen tilbage fra Baaden, „det stormer i Aften, og Een bliver vistnok for lidt til at styre denne Baad. Naar vi blot kunne stole paa ham,“ tilføiede han sagte.

        „Det kunne vi,“ sagde Olga; „Velan Niels! Lov mig da tro at følge mig, hvor jeg gaaer hen.“

        „Oh, Deres Naade, jeg gaaer i Døden for Dem,“ svarede Niels henrykt, hængte Brevet ved Nøglen, som han lod sidde indenfor i Døren, og ilede efter dem ned til Stranden. Olga satte sig ved Roret, tause grebe Niels og Leonec Aarerne, og roede med lange, sagte Tag ned ad Langebro til; men Olga hyllede sig i sin Kappe og græd stille; først nu fattede hun ret sin fortvivlede Stilling. Noget fra Langebro holdt Niels op at roe.

        „Hvad er det?“ spurgte Leonec.

        „Bommen er for, vi kunne ikke komme ud.“

        „Hvilken Bom?“

        „Indløbet under Broen bliver hver Aften spærret med en Bjælke.“

        „Mon Dieu! saa er alt Haab forbi.“

        „Vi maa løfte Baaden over,“ sagde Niels, efter et Øiebliks Eftertanke, „Bølgerne gaae høit, de hjelpe os nok.“ I susende Fart løb Baaden hen mod Udløbet, hvor man trods Mørket kunde see dei hvide Skum omkring Bjælken. „Gaa bagud,“ sagde Niels til Leonec, selv stod han op i Forstavnen. Baaden tørnede, det Halve af den løb op over Bjælken, dens Forstavn hævede sig høit i Veiret, medens dens Bagstavn næsten stod under Vand. „Kommer herhen begge,“ raabte Niels, og fortvivlet sprang han ud paa Bjælken. Den var rund og glat af Tang, han gled og sank ned i de iiskolde Bølger. Et hvinende og hjerteskjærende Skrig hørtes nu, men Bølgerne havde lukket sig over Niels, han hørte det ikke. Han kom snart op igjen, satte sig skrævs over Bjælken, og stødte med rasende Anstrængelse Baaden over, han holdt fast ved den, blev revet med af Bjælken og slæbte i Vandet efter Baaden. Leonec hjalp ham op.

        „Min Gud, hvorledes befinder Du dig?“ spurgte Olga deeltagende, hendes Hjerte var ganske opfyldt af Taknemmelighed imod ham.“

        „Godt, Deres Naade,“ svarede Niels, men hans Tænder klapprede af den isnende Kulde, der bragte hans Legeme til at skjælve.

        „See her Niels! tag dette at styrke Dig paa,“ sagde Leonec, og rakte ham et Glas Viin.

        „Hvor har Du det fra,“ spurgte Niels; „er det det Eneste, Du har?“

        „Nei! vi ere vel forsynede,“ sagde Leonec og lukkede Rummet.

        „Tak,“ sagde Niels, „hendes Skaal!“ hviskede han sagte og tømte Glasset. Det brændte i alle hans Aarer, en saadan Viin havde han aldrig smagt før. Uden at tale et Ord, roede de voldsomt et Par Timerstid, da havde de klaret Dragø. „Kom og hjælp mig med Masten,“ sagde Leonec; med stor Anstrængelse fik de Seilet sat til i den stærke Storm. Leonec slog Ild, tændte Lyset i en Lanterne, besaae Compasset og dreiede Baaden mod Østen, det var altsaa til Sverrig, de skulde. Han satte sig i Taushed ved Roret ved Olgas Side, Niels sad forude, hans Lemmer vare stivere af Kulde, men han mærkede det ikke. Veiret var haardt, det kulde stærkere og stærkere. Vinden hylede i det lille Seil, og Bølgerne brødes om Baaden, der dandsede paa deres Toppe. Niels fik den ene Overhaling efter den anden, men han blev ubevægelig, indtil Olga kaldte ham hen til Bagstavnen, hvor Bølgerne mindre sloge ind. Niels var taus, han følte sig saa underlig ved at sidde ved Siden af hende. Olga og Leonec talte om hendes Udsigter.

        „Gud hjælpe mig,“ sagde Olga og tørrede sine Øine. · „Ja, Gud hjælpe hende,“ hviskede Niels med et Suk, og sagte bad han en Bøn for hendes Frelse og Held. Stormen var tiltaget i en voldsom Grad, Storseilet var opgivet; for rebet Seil foer Baaden larmende gjennem Bølger og Skum. Niels var ligegyldig ved Faren, han maatte jo døe med hende; men naar Stormen kastede Baaden om paa Siden, sagde Leonec: „Vi forgaae.“ — „Gid vi maatte,“ tænkte Olga, men at hun havde sat to Mennesker i Fare, angrede hende bitterligt.

        Endelig naaede de Land, Baaden løb voldsomt ind mellem Sandrevlerne og blev staaende, hvert Øieblik i Fare for at sønderslaaes. Niels sprang i Vandet, greb Olga og bar hende i Land. „Tak du kjære trofaste Niels,“ sagde hun og klappede ham paa Skulderen; Niels sprang henrykt ned til Leonec, al Sorg var glemt, han hjalp Leonec med at losse Baaden ud. „Skulle vi ikke først styrke os med Noget af vor Proviant?“ sagde Leonec, og de satte sig alle i Læ bag en Baad, der laae optrukken paa Stranden, og nøde et styrkende Maaltid. — Olga spiste Intet, hendes Hjerte var beklemt, Taarerne randt hende ned ad Kinderne, men hun skjulte sin Sorg. Ogsaa Niels tænkte over, hvad hendes Skjæbne vilde blive, og han nød kun Lidet, uagtet de voldsomme Anstrængelser, han havde gjort sig. Niels’s Hengivenhed for Olga og hans Opoffrelser for hende havde ikke undladt at gjøre Indtryk paa hende. Hun saae ham med langt mere Interesse, end hidtil, hun spurgte ham deeltagende om hans Befindende, og hun grublede paa, hvorledes hun skulde gjengjelde ham det, da hun nok indsaae, at han ikke vilde modtage Penge.

        Det var ikke undgaaet Leonecs Opmærksomhed, hvor høit Niels var steget i Olgas Øine, og denne Franskmand, der ikke havde saa høi og ædel en Characteer, som Niels, blev skinsyg. Leonec, der havde en høi, deilig Figur, et smukt mandigt Ansigt, en Franskmands Belevenhed og Galanterie, blev jaloux paa Niels, der ingen Skjønhed havde, der manglede Dannelse og hvis eneste Fortrin var et ærligt, trofast Hjerte, der stod over Leonecs i den Egenskab at kunne elske. Hvor latterlig Skinsygen dog er. Vilde Leonec have brugt sin Fornuft, havde han let ved Sammenligning kunnet see, hvor langt han stod over Niels, men Lidenskaben gjør blind.

        „Lader os see at finde Huus,“ sagde Leonec, her er for koldt at sidde; her maa vel være en Hytte i Nærheden.“ Derpaa tog han en Kasse paa Skulderen og gik, Olga fulgte ham, og Niels gik bagefter med det Øvrige af Bagagen. En tør Baagen lød bag ved dem, og overdøvede for et Øieblik den Larm, som Bølgerne gjorde mellem de store Stene paa Stranden.

        „Hvad var det?“ hviskede Olga ængstelig og greb Niels i Armen.

        „Vor Baad er nu knust mellem Stenene,“ — sagde han — „den holdt Pinen længe ud, De skulde seet, hvor den huggede mod Grunden.“ Olga kastede et Blik tilbage, men Alt var mørkt; kun Brændingens hvide Skum var synligt, naar det sprøitede op paa Land. Ved at gaae langs med nogle Fiskegarn, som de i Mørket vare løbne ind i, kom de til et lille Huus, og Leonec bankede paa. Noget efter kom et Hoved ud af et af Vinduerne og spurgte i det svenske Sprog, hvem det var? Leonec havde været i Sverrig med Greven; han forstod nogenlunde Spørgsmaalet og besvarede det i samme Sprog. Efter nogen Venten indlodes de, og de saae en ung Fisker, hvis brune dristige Ansigt viste, at han var forvoven nok til at byde Havets Rasen Trods, og hans unge ret nette Kone, der lod de skye Blikke løbe fra den ene af de fremmede Herrer til den anden. Paa Spørgsmaalet om Sovesteder, sagde Fiskeren, at den Ene kunde ligge nede i Stuen paa en Bunke Seil, og de To ovenpaa i Høet; de modtoge det med Taknemmelighed, Leonec vinkede ad Niels og de krøbe op ad Stigen. Olga kastede sig paa Seilene. Hun tænkte paa den bløde Seng, hun havde forladt; ingen Kammerpige havde hun nu til Opvartning — ak, hendes Tanker vare sørgelige; hun stak Hovedet ned imellem Seilene, for at Ingen skulde høre hendes Graad. Leonec og Niels faldt strax i Søvn, men en kort Tid efter hævede Leonec Hovedet, lyttede om Niels sov, og da han hørte hans tunge, taktmæssige Aandedræt, stod han sagte op og krøb ned af Stigen. Fiskeren og hans Kone sov, Olga lod som hun sov, og Leonec listede sig hen til Kassen med Vinen. Han fremtog et stort Glas, skjænkede i det af 2 Flasker, og da det var fuldt, satte han Flaskerne ned og gik med Glasset hen til Stigen.

        „Er det Dig, Niels?“ sagde Olga og lod som hun vaagnede. Niels’s Navn jog som en stikkende Braad i hans Bryst, han svarede dog rolig:

        „Nei, det er mig; jeg har hentet noget Viin, vi tørste begge deroppe. Men sov De, naadige Frøken, om et Par Timer maae

vi afsted igjen.“ Han gik op og lagde sig ved Siden af Niels. Noget efter stødte han til ham; denne vaagnede.

        „Jeg er dygtig tørstig,“ sagde Leonec.

        „Jeg med,“ svarede Niels.

        „Der drik det, saa gaaer jeg ned og henter Noget til mig selv.“

        „Tak skal Du have, det er ellers Skam, men lad hellere mig gaae.“

        „Nei, Du veed ikke, hvor det staaer;“ og han gav ham Glasset. Niels tømte det i eet Drag.

        „Det lædskede,“ sagde han, gav det tilbage, og, da Leonec atter kom op paa Loftet, var Niels faldet i Søvn. En Timestid efter vaagnede den utrættelige Leonec atter, han tog en Pung op af sin Lomme og stak den i Niels’s; derpaa gik han ned og vækkede Olga.“

        „Vi maae afsted, naadige Frøken.“ —

        „Men hvor er Niels?“ —

        „Han skal lade, som han sover, og vi sige da Fiskeren, hvad Vei vi tage, for at han kan sige det til Niels.“

        „Hvorfor skulle vi gjøre det?“ —

        „Den Vei, jeg siger til Fiskeren er gal, det veed Niels, vi have aftalt det; og naar der nu kommer Nogen efter os, vil Fiskeren naturligviis sige dem, hvilken Vei vi have taget.“ Olga svarede Intet, hun stod op, tog en Pakke under Armen, Leonec tog en anden og han gik hen og vækkede Fiskeren.“

        „Vor Kammerat er ikke rigtig vel, lad ham sove saalænge han kan,“ — sagde Leonec med forstilt Rolighed. Derpaa sagde han Fiskeren Veien, stak ham en Sølvmynt i Haanden, som Fiskeren afslog, og han og Olga begave sig paa Veien. Da de havde gaaet et Stykke, dreiede de af over en Mark og rask gik de nu mod den nylig opgaaede Sol.

        Først et Par Timer før Solens Nedgang vaagnede Niels. Han gik ned, og den ærlige Fisker fortalte ham nu, at hans Ledsagere var gaaede forud; dette var ikke Niels paafaldende. Med stor Møie fattede han, hvad Vei de vare gaaede, han begav sig afsted og løb ned ad den brede Landevei. Efter næsten 4 Timers uafbrudte voldsomme Løben kom han til en Stad. Han gik ind i den, og vandrede taus op og ned ad Gaderne. „Ih nu — tænkte han — de blive vel her til imorgen.“ Langt om længe fik han et Logis opspurgt og kastede sig træt og mødig paa en Stol. Hans Længsel efter Olga voxede med hvert Minut, han følte en feberagtig Uro i Blodet, som jog ham frem og tilbage i Stuen, skjøndt han næsten segnede af Træthed. Og dog vare hans Sjæls Lidelser større, end hans legemlige. Ved Midnat følte han Feberhede, han forsmægtede næsten af Tørst. Han vilde ud, men Gadedøren var laast i, og han vendte tilbage, trods de Qvaler, der næsten røvede ham Bevidstheden. Han sank ned paa en Stol og vendte de forvildede Øine mod Vinduet, for at see naar det dagedes, at han da kunde ile ud. Han saae endelig Solens Straaler paa Tagene og vilde ud, men hans Kræfter vare udtømte, han kunde ikke reise sig. „Mit Hoved“ — sukkede han sagte, hans Tunge klæbede til Ganen af Tørhed, han kunde ikke tale. Efter flere Timers piinlige Venten hørte han Gadedøren aabnes; denne Lyd electriserte ham, hans Kraft vendte tilbage, han sprang op af Stolen og styrtede ud. I Gaarden tømte han næsten en Spand Vand, og han foer som afsindig ud paa Gaden. Han løb frem og tilbage, efterhaanden kom Folk ud, og de saae forundrede efter ham, men han mærkede det ikke. Uden at standse styrtede han afsted; det forekom ham stedse, han hørte Olgas Stemme, der raabte om Hjælp.

        Hun og Leonec vare langt borte. Hun undrede sig over, at Niels ikke kom efter dem, Leonec rystede paa Hovedet og sagde:

        „Han kommer vist aldrig mere, han seer nok, han kun vilde møde Farer og Besværligheder, derfor har han vel forladt os.“ Olga sukkede og sagde:

        „Naar Niels ikke er mig tro, kan jeg da stole paa Dig, Leonec?“

        „Det kan De i Livet som i Døden,“ svarede han og gik fremad med lange Skridt.

        Niels vedblev imidlertid at løbe op og ned ad Gaderne, og Folkene spurgte hverandre, hvo det kunde være. — „Ja Gud veed — svarede de — det er vist en Afsindig,“ og de havde Ret, hans Sorger havde nedbrudt hans Forstand. Noget efter Middag jog en Vogn med 4 Heste for i susende Fart ind i Byen. En høi Mand med et barsk og solbrændt Ansigt sad i den; hans Miner bare Præget af den Spænding, han var i. Niels kom løbende ned ad Gaten. — „Hr. Greve! der er Portnerens Niels“ — raabte pludselig Tjeneren, der stod bagpaa. — „Hvor?“ spurgte Greven, men Tjeneren svarede ikke, han var sprunget af og havde grebet Niels i Kraven. Vognen holdt, Greven sprang ud og hen til Niels.

        „Hvor er hun?“ spurgte han, idet han greb Niels i Armen. Folk samlede sig om dem, 2 Tjenere kom endnu til fra Vognen og ogsaa de grebe fat i Niels.

        „Vil naadig Herren ogsaa lede om hende?“ spurgte Niels.

        „Ja for Djævlen, siig hurtig hvor hun er, eller —“

        „Vil De tilgive hende, naar De finder hende?“

        „Svar mig: hvor er hun?“

        „Vil De tilgive hende?“ bad Niels. Greven betænkte sig et Øieblik; han meente paa den Maade at faae det ud af Niels og svarede sagte: „Ja.“ Den stolte, forbittrede Greve gav i dette Øieblik efter for Niels.

        „Oh saa finde vi hende snart,“ raabte Niels, idet han af Glæde foer i Veiret. Baronen fik ham ind i et Huus, og da de vare ene sagde han:

        „Naa Niels! siig mig nu, hvor hun er, Du er en god Dreng, jeg skal nok —“ Mere hørte Niels ikke, han var besvimet. Da han kom til sig selv, laa han i en Seng. Baronen og en Læge stode hos ham. „Nu skal jeg efter Olga!“ raabte han og vilde springe

op, men Lægen og 2 Tjenere holdt ham tilbage; han stred med dem under krampagtige Skrig, indtil han tabte Bevidstheden og segnede tilbage i Sengen. „Hans Forstand er borte,“ sagde Lægen med en toneløs, halvkvalt Stemme, men Greven holdt Haanden for Øinene, og hørte det ikke.

        Al Søgen var forgjæves. Med uforrettet Sag vendte Greven tilbage til Kjøbenhavn. En. af Tjenerne var saa medlidende at lade Niels sidde bag paa Tjenersædet, medens han selv sad hos Kudsken paa Bukken. Niels loe høit af Glæde, han troede de kjørte til Olga.

        Hans Forstand var borte, og Lægernes Kunst kunde ikke give ham den igjen. Til Olga saae eller hørte man Intet, hun boede formodentlig paa et afsides Sted i Sverrig eller Norge. Niels’s Fader flyttede til en af Smaagaderne og fortsatte sin Handel. Men Niels, den trofaste, ulykkelige Niels, vedblev i Kjøbenhavn at løbe efter Olga. Om Morgenen staaer han tidlig op og gaaer ud, og om Aftenen vender han tilbage nedslaaet og sorgmodig, fordi han ikke har fundet hende. Men den næste Dag fortsætter han sin Løben. Naar Nogen taler til ham, kan han en Tid tale ret fornuftigt med dem, men pludselig raaber han: „Jeg maa hente hende, nu løber jeg som et Stjerneskud,“ — og med Lynets Hurtighed farer han derpaa ned ad Gaden. En af hans Bekjendter sagde ham en Dag, at alle Damer bleve forelskte i ham, naar de saae ham løbe; Niels blev glad, thi han meente, at ogsaa Olga vilde holde af ham, naar han traf hende, og han fortsatte sig „ret at løbe som et Stjerneskud.“

        Niels er nu 26 Aar, men han og hans Klædedragt ere uforandrede: han seer sig om med Tilfredshed, han leer, naar Nogen seer paa ham, men pludselig synes han at erindre sig Noget, og han farer afsted, idet han kaster Benene i underlige Svingninger eller ogsaa han løber i smaa, men umaadelig hurtige Skridt. Hver Søndag kommer han paa Amalienborg, og hører Livgardens Musik, Amaliegadens Beboere see ham ofte i hans Stadsdragt, den graa Trøie med hvide Knapper, løbe i den Gade, der engang indeholdt det Dyrebareste for ham i Livet. Naar han møder den pukkelryggede Baron (der endnu spanker selvtilfreds ned ad Gaden og har forlængst glemt den Tragedie, hvori han spillede en saa betydelig Rolle), betages Niels af Raseri, og han har flere Gange rendt ham omkuld. Men engang saae jeg Niels ærbødig tage sin Hue af for en Equipage med 4 deilige sorte Heste for. Kudsken og Tjeneren havde grønt Liberi; en aldrende Dame sad i Vognen, hun saae svag og lidende ud og hendes sorgmodige Udseende contrasterede med hendes prægtige Klædning. Ved hendes Side sad en høi Mand med flere Ordener paa Brystet, hans Ansyn var stolt og mandigt, men undertiden fik det et sorgmodigt Anstrøg — det var Grev N—, den ulykkelige Niels’s fordums Herre, og Fader til den maaskee endnu ulykkeligere Olga.