Yndig hvælvede Høi! Minde fra sølvgraa Old,
Heltes herlige Hvilested!
Steenomkrandset du staaer, Urnen skjult i din Favn,
Sekler rullede dig forbi!
Kæmpers kraftige Arm taarnede dig mod Sky,
Reiste vældige Bautasteen.
Skjult af spraglede Mos end den kneisende staaer,
Medens Slægter hensank i Muld.
Nutids følløse Søn vandrer dig koldt forbi,
Raner Mindet paa Fædres Grav
Til uværdige Brug. — Kløver den graane Barm,
For at finde den drømte Skat.
Graadig roder han der efter det gamle Guld,
Træder Urnen i Støvet ned.
Kaster Vaaben og Ring med foragteligt Blik
Af ærværdige Gjemme ud.
Aldrig kjendte han dig, stille Beundringsfryd,
Ei Begeistring! din stærke Magt.
Døsig kryber han om paa den taagede Jord,
Til den aabner sin kolde Favn.
Held hvert følende Bryst! held hver ahnende Aand!
Ei den fængsles i Støvets Vraa,
Dristig svinger den sig, mægtige Phantasie!
Til dit straalende Trylleslot.
Under skuer den der skjult for smaalige Sands,
Over Stjernerne gaaer dens Flugt!
Dødens rædsomme Nat er den en Morgenrød,
Jordens Skatte en graalig Dunst!
Over synkende Grav hører den Harpeklang,
Sphærernes evige Harmonie.
Oldtid maner den frem, aabner Høienes Favn,
Skuer Helten i Valhals Sal, —
Seer, hvor Oldtidens Mø hæver sit Længselsblik
Op af Høien mod Freias Sal,
Glad i venlige Haab, som Valkyrie snart
Der at favne sin Hjertenskjær,
Og at lædske ham blid med den liflige Mjød
Hist ved Gudernes Gjestebord,
Efter vældige Kamp med en Einherie,
Af det gyldene Drikkehorn. —
Freia vinker ei meer Elskende til sin Lund,
Auk-Thor ruller ei meer bag Sky.
Heimdals Tone er død! Tom staaer Gudernes Hal,
Valhal sank i en evig Nat!
Sælsom hæves min Aand, Old, i dit Dæmmerskjær
Mildt det lyser fra Gravens Vraa.
Høie Skygger jeg seer svæve i Straaleglands
Over Høien i lette Flugt.
Venlig vinke de mig, pege mod hvælte Blaa,
Hist er Aandernes lyse Hjem!
Old- og Nutid forgaae for den ahnende Mand,
Og jeg bæver i saligt Gys! —