Stryg Korsets Flag, du gamle Norge!
Du blev for spag til Aandens Strid.
Lad vaje over dine Borge
En Dødens Fane sort og hvid!
Thi den, der højt og stolt blev baaren,
Da Livets Røster mægtigt lød,
Den er for fransk med Trikoloren,
Den er for dansk med Dugen rød.
I Nordmænd, bort med Løvens Mærke,
Med Værget af jert Vaabenskjold!
Tag et af de taalmodig stærke,
De tamme Dyr fra Fjøs og Fold!
Det Folk, der «kunde bare græde»,
Mens Broderblod i Strømme randt,
Og jubler nu ved Fjendens Glæde,
Har tabt det Navn, dets Fædre vandt.
Forandrer Ordet, at en Stjerne
I Bjørnens Tegn om Nordens Pol
Kan aldrig synke, aldrig fjerne
Sin Vej fra Himlens Kongestol!
Forandrer Sagnet! ændrer Sangen!
— En Stjerne stod der blank og ny;
Men bort fra Norden er den gangen
At hilse fremmed Storheds Gry.
Forandrer Alt, hvad endnu minder
Om gammel Ære, gammel Tro!
Thi rødme maa de ældste Kvinder
Ved Sønnesønnens Idræt jo.
Lad dø hvert Kvad fra bedre Dage!
Riv op hver Tankens Blomst med Rod!
Lovsyng saa, Nor, den store Drage,
Der drak din Broders Hjerteblod!
Men Danmark, der, forladt i Nøden,
Stod ene mod en Jettemagt,
Stod saaret, træt og sygt til Døden,
Mens Frænder glemte Ed og Pagt,
Det lever dog, og mens det ejer
Et Navn, en Plet paa Jordens Bold,
Det vil ej tro paa Dødens Sejer,
Ej skifte Banner eller Skjold.