Hurtigt afsted, thi nu gaar det til Dans!
Skynd Dig, min Faure, tag Rosernes Krans
Om dine mørkbrune Lokker,
Spænd dine smaabitte Saffians-Sko,
Sig saa Farvel til vor Skovhyttes Bo,
Kom nu, hvor Mængden sig flokker.
Hører Du hist Violinernes Klang,
Blandet med Fløjtens vemodige Sang?
Se, nu er strax vi ved Stedet! —
Hen, hvor vor Godseier giver et Bal
I den af Bøgetrær hvælvede Hal,
Har jeg, min Faure, Dig ledet.
Hvad Du er bange? O skælv ikke saa!
Frem for Alverden Du trygt kunde staa,
Om Du var simplest af Alle!
Tænk ei paa Andre, men tænk kun paa mig,
Som i min Lykke tør danse med Dig,
Som Dig min Hustru tør kalde.
Ser Du det gaar! Hvor vi flyver afsted!
Over os Stjernernes funklende Fred,
Om os de duftende Grene,
Lampernes Skær og en liflig Musik,
Skjønnest af Alt dog Dit drømmende Blik:
Perlen i Skovballets Scene.
Perlen er min! O jeg ejer en Skat!
Lifligste Dans i den liflige Nat
Her med min Hustru at træde,
Hun, som er faurest af Alle paa Jord,
Hun, som i Kirken nys Troskab mig svor,
Mig, som er kaaret til Glæde.
Kom nu til Dansen, til Dansen igjen,
Her med din eneste, elskede Ven,
Som i sin Arm Dig nu fører:
Længere Vej skal tilsammen vi gaa,
Aldrig den Støtte dog svigte Dig maa,
Dig, hvem mit Hjerte tilhører!
Bliver Du træt alt? O tænk ej derpaa!
Jeg skal Dig bære, naar hjem vi nu gaa!
Se der! Alt Lamper man slukker ....
Hvad var dog dette? Der sprang jo en Stræng,
Klamt stiger Taagen fra Mark og fra Eng,
Gjennem Naturen det sukker.
Ak, vi har danset saa lystigt og let!
Kom nu, min Elskte, thi nu er Du træt,
Skovballet gaar nu til Ende:
Stjernerne blegne for Morgenens Glans,
Endnu til Afsked en eneste Dans,
Saa vil vi hjemad os vende!