Kun en eneste Gang, ak kun en Gang endnu,
Lad mig stemme de Toner, som fængsled min Hu,
Lad mig gribe de Strænge, som vakte min Fryd,
Og mindes den Glæde, der svandt som en Lyd!
Kun en eneste Gang! Det er Bønnens Magi,
Som skænker en trøstende, let Melodi,
Og har vi saa sunget den kvægende Sang,
Saa gaar det paany: Kun en eneste Gang! —
Min Lyra, min Trøster paa vildsomme Vei,
Saa bad jeg alt fordum i blomstrende Maj,
Som nu jeg det beder i Høstnattens Stund:
Kun en eneste Gang gjør mig modig og sund!
Kun en eneste Gang! Men naar den er forbi,
Vi tænke vil flux paa en ny Melodi,
Thi vækker Du bare mit aandige Mod,
Da næres din Klang selv af Taarer og Blod.