Ja Folk maae sige alt hvad de vil,
saa gik det dog i gamle Dage
langt mere lystigt og muntert til,
end nu, da Alting maa fremmed smage;
hvor var det herligt? hvor var det kjerligt?
Ja indtil Ruset saa var det ærligt,
:|: ja trut og norskt. :|:
Og Jule-Grøden! hvor smagte den?
Og Jule- Lege med Kys og Panter?
Med Spøg og Latter mfløi Natten hen,
og Glæden klang der fra alle Kanter;
da Pægle- Kanden, opfyldt til Randen,
blev tømt saa tit, at man klø’de Panden,
:|: og drak igjen. :|:
værtindens fødselsdag var en Fest,
hvor muntre Skaaler ei glemte bleve;
hver sang den Vise, han kunde bedst,
og Alle ønskte: gid Konen leve!
Saa drak de siden paa Eftertiden,
og ønskte Konen en vakker Liden,
:|: ad Aar igjen! :|:
Nu tyve Retter en skjøn Kalas,
og Skaalers Navn gjør en Gjest trangbrystig,
med Taushed tømme vi pene Glas,
og Juul og Fasten er lige lystig,
vi lee og grine ved hede Vine,
dog knap Man sporer en munter Mine,
:|: ved sidste Glas. :|:
Thi Kaffe, Thee og en Priis Tobak,
og ydmyg Tjener nu moden ere;
om Kour og Kulde, lidt Pølsesnak,
og saa ved hvert Ord: jeg har den Ære;
naar sød som Sukker, Man Ziirlig bukker,
da er det brav, skjøndt Man ei oplukker,
:|: den tvungne Mund. :|:
Nei, træder udi Forfædres Spor!
Vi har en Vært, som kan Spøg fordrage,
i Dag hans Glæde er dobbelt stor,
et Aar er lagt til hans Elsktes Dage:
lad Glasset røres, en Sang fremføres!
For mere værdigt ei Ønsker gjøres,
:|: end Liv og Held! :|:
Gid Gretes Helbred og Lykke staae,
i varig Flor til ærværdig Alder!
Gid hendes Minde velsignes maae,
til Glaamen tørres og Dovre falder!
Gid Held og Ære en Frugt maa være,
af varme Ønsker, som Venner bære,
:|: for hendes Huus! :|: