Hvo vilde sig med griller plage
i feire Ungdoms lyse Aar,
naar Engen liig, i Vaarens Dage
vort Liv i fulde Blomster staaer?
Fortroligt Jordens Glæder hegne
omkring vor korte Levetid;
hvor smiler ikke alle vegne
Naturen yndefuld og blid!
End Engens klare Kilder rinder,
end Lunden kjølig er og grøn;
end venlig Maanen os beskinner,
som fordum Edens skyldfrie Søn.
End Saften af de røde Druer
forkorter mangen kjedsom Stund,
og end i Aftenrødens Luer
et Kys er født af Pigens Mund.
End skingre Bøgens tætte Kroner
af søde Harmoniers Lyd;
end Nattergalens Aftentoner,
omsmelte Sjelens Qval til Fryd.
O! herlig er Guds skjønne Klode,
og værd paa den at fryde sig!
thi vil jeg nyde glad dens Gode,
til Gravens Hvile kalder mig!