Hvad plage de Folk paa Guds yndige Jord?
de kives og klamres fra Syd og til Nord;
hist plukkes de Store, her pilles de Smaae,
hist bankede Trøier, her Øine saa blaa!
:|: Al Verden miskjender den salige Fred,
som svæved’ elskværdig fra Himmelen ned. :|:
Hist skuer en Voldsmand det rygende Blod,
som sprudler ved Tronens den vaklende Fod;
dog raner han Lande fra Menneskers Ven,
som neppe har Navnet af Hersker igjen.
:|: Her svømme de Flaader med hvæssede Dolk,
at stødes i Barm paa blødende Folk. :|:
Og Smaakrige fylde selv fredeligt Land:
hist trættes en Hustru med skeyende Mand;
her flaaes Man for Æren med Kugler og Krudt;
hist skjær Man sig lidt for en maadelig Glut;
:|: Her bides de Lærde med galdesmuurt Pen,
og lade hinanden knap Kjødet igjen. :|:
O Venner! er ikke den Tvedragt en Spot,
naar man kunde leve saa hjertelig godt?
O Held os, som Livet forundtes i Nord,
hvor trygt Man kan sidde ved velbesat Bord!
:|: Vi har kun det vigtigste Ønske endnu:
gid indbyrdes Venskab forene vor Hu! :|:
Maaskee skal da Jorden erkjende sin Feil,
see sig paa fromme Kjøbenhavner i Speil,
Top! lad os begynde! den Idræt er stor,
at fremstaae som Mønster for agtsomme Jord.
:|: Reis, Venskab! dit Alter, at vi ved dets Fod
kan ofre dig Druernes perlende Blod! :|: