Mens Lykkens Børn, Forlystelsernes Flok,
Henstrømme fro til Larmens Glæde,
Kom Du Eliza! lad os to tilside træde;
Og skiønt den muntre Skare nok
Vort Valg vil Navn af Særhed give,
Ufristed’ ude dog af Kredsen blive.
I ziirlig Jevnheds stille Ly,
Med elskte Børn fortrolig ved vor Side,
Skal Kiedsomhed fra lille Selskab flye,
Og lange Aften uformærkt henglide.
Mens under tit afvexlet Syssels Lyst,
Den Sæd i spæde Siæle saaes;
Der, modnendes engang i Mandens Bryst
Til ædel Daad, af trygge Haab tør spaaes,
At Tusindfold vor Møie lønne;
Og Livets sidste Aften-Soel forskiønne,
Og blive vores Alders Trøst.
Vel blev vor Lod kuns ringe; men begiærer
Naturens Tarv da Crœsi Guld? — Oh! nei:
Hun trolig nok os Midlet lærer,
At vandre fri Lyksalighedens Vei.
Den store Livets Kunst er Nøisomhed: at ikke
Hvad ei opnaaes kan, attraae:
Sig villig i sin Skiæbne skikke,
Og lade lille undte Deel forslaae.
Tak hulde Gud! af hine Manglens Dage
Er nu en sød Erindring kuns tilbage,
Om hvordan de er svundne hen.
See, Fader! vore Hierter Dig anraabe:
Oh! tørde Dine Børn dog haabe.
Den Kummers Tid kom aldrig meer igien!
Dog lad os tillidsfulde nyde
Hvad Gode os et kierligt Forsyn gav.
Maae da endnu engang forskyldte Taare flyde,
Vil dog dets milde Vink os snart indbyde
Til venlig Lise i vor Grav.
Thi ønske vi os ei en lang udspunden Alder;
For sielden kun i Livets Vinter falder
Ublandet Fryd; men naar vor Fest
Er over, lad os villig Pladsen vige,
Og umisundte Sønner sige:
Kom, deler vores Forraads lille Rest.
Saa Haand i Haand vi sammenvandre
Vor Banes rosen-torne-strødde Sti;
Til sidste Aften Scenen skal forandre,
Og korte Farce er forbi.
Da vil vi freidig af fra Skuepladsen træde:
Ei angre Verden, ei vor Lod begræde,
Men slumre hen, og samles ved vor Død
I Jordens moderlige Skiød.
F. af F: L.