Væne Piger! tag Jer vare,
Haaner ikke Amors Magt;
Tryghed boer nærmest Fare,
Just for den er Snaren lagt.
Lines lille blide Hierte
Havde endnu aldrig kiendt
Elskovs søde-bittre Smerte,
Anderledes end paa Prent.
Aabent for hver skyldfri Glæde,
Let og kummerløs det slog;
Ynkende de Giæs, som græde
Over Siegvards Føle-Bog.
Amor fnøs. — En Pige fylder
Allerede sytten Aar!
Og dog ei hans Scepter hylder:
Sligt imod Naturen gaaer.
Arme Line! jeg er bange
Legen endes galt tilsidst;
Viisdom selv har ladt sig fange
Tidt, desværre! ved hans List.
See kuns mellem Rosens Blade
Skiuler Fyren sig som Bie,
Sødt den dufter; oh! hvad Skade
Hun ei veed hans Skielmeri.
Ak! men Skiæbnen alt bestemmer:
Amor lurer ganske tyst;
Rosen brækkes; Line giemmer
Den og Skalken i sit Bryst.
Væne Piger! trodser ikke
Elskovs og Naturens Magt.
Følger ømme Mødres Skikke:
De har Offret villig bragt.
F. af F: L.