Synger, spøger, dandser; men tillader,
Ak! at jeg ei spøger, dandser med!
God er Eders, min, og Alles Fader,
Og hans ene Værk er Kierlighed.
Derfor han med unge Roser strøde
Frydens Bane under Eders Fod;
Selv da paa hans Vink min Glæde døde,
Var han derfor ikke mindre god.
Han udbreder Blomsten for vort Øie;
Han har den imellem Torne sat;
Han har aabnet Graven for vor Møie;
Han har blandet Straaler i dens Nat.
Helligt Lys af Dødens Mulm udklækkes;
Af dens Rædsler Himle foldes ud:
Skal jeg da for min Opløsning skrækkes?
Liv og Død jo kom fra samme Gud.
Synger, spøger, dandser, leer og smiler
Hele Livets favre Bane hen!
Mætter Eder med den Lyst, som hviler
Hobeviis i hele Skabningen!
Det er Eders Kald; og mit — er Kummer,
Om end al Naturen om mig loe;
Alt mit Haab er Haab om kiølig Slummer,
Haab om Gravens ene trygge Ro.
O! jeg hører Eders hulde Stemme
Ømt til Livets Fryd at kalde mig:
Piger! kan I fordre, jeg skal glemme,
At jeg her er ikke lykkelig?
A — m.