Du siger, Linna! jeg skal ikke klage,
Thi hele Jorden er saa god og skiøn;
Og al den Uroe, Kummers Graad og Plage,
Vi see, er oftest egen Daarskabs Løn.
Ja, Linna! du har Ret; jeg veed, mit Hierte
Kun eene giør mig saa ulykkelig.
Unøisom jeg af Skiebnen Alt begiærte,
Da der saa meget Godt blev givet mig.
I skiønne Enge og i kiølne Lunde
Der har jeg følt Naturens Herlighed;
Følt, den er skabt for mig; men Taarer runde,
Thi, Linna! dig jeg ikke eied’ med.
O Middet, som ukiendt i Støv fuldender
Sit korte Liv, er nøisom, tryg og glad!
Thi ei som jeg det større Lykke kiender,
Og aldrig Skiebnens Magt om mere bad.
Gud skabte dig saa blid og skiøn; du siger,
„Der er saa mange dog, som ligne mig;
Engang skal een af Jordens skiønne Piger,
Mit Tab at glemme, kierlig lære dig.“
Der var i mine første Barndoms Dage,
Tæt ved min Faders Huus en gammel Eeg; —
O, kunde Taarer kiøbe dem tilbage!
Som Barn lyksalig endnu leged’ jeg! —
I Eegens Skygge tit jeg sorgfrie spøgte,
Og under den min Siel var stedse froe;
Naar frie og glad jeg til dens Stamme søgte,
Jeg Kummer bort blandt Uskylds Lege loe.
Og naar da træt af Uroe, mørk af Harme
Min Fader satte sig saa tit derhen.
Han tog mig kierlig op i sine Arme,
Og strax var han saa glad og mild igien.
I Aftenskumringen der tit med Glæde
Jeg hørte paa hans Ord om Dyd og Gud.
Han lærte mig der, aarle Gud at bede,
O! giv mig Kraft, at holde dine Bud!
O, Linna! denne Eeg er ikke mere!
Der kom en Storm og styrtede den ned;
O! den og hine Dage er ei mere!
Og tit dens faldne Stamme græd jeg ved.
End Veemod fylder Hiertet ved dens Minde,
Ved Mindet om den Tid, som der svandt hen.
Jeg tit en skiønnere har kundet finde,
Men aldrig een, der var mig kier som den.
Og aldrig skal, — det mig mit Hierte siger, —
Jeg finde den, der mig som hiin er kier.
Og iblandt alle Jordens skiønne Piger
Der dog for mig ei nogen Linna er.
* th.