Antologier

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,

der har jeg Rod, derfra min Verden gaar.

Du danske Sprog, du er min Moders Stemme,

saa sødt velsignet du mit Hjærte naar.

Du danske, friske Strand,

hvor Oldtids Kæmpegrave

staa mellem Æblegaard og Humlehave,

dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen

mer rigt end her, ned til den aabne Strand?

Hvor staar Fuldmaanen over Kløverengen

saa dejlig som i Bøgens Fædreland?

Du danske, friske Strand,

hvor Danebrogen vajer —

Gud gav os den — Gud giv den bedste Sejer!

dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

Engang du Herre var i hele Norden,

bød over England, nu du kaldes svag,

et lille Land, og dog saa vidt om Jorden

end høres Danskens Sang og Mejselslag.

Du danske, friske Strand, —

Plovjærnet Guldhorn finder —

Gud giv dig Fremtid, som han gav dig Minder!

dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,

hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaar,

hvor Sproget er min Moders bløde Stemme,

og som en sød Musik mit Hjærte naar;

du danske, friske Strand

med vilde Svaners Rede,

I grønne Øer, mit Hjærtes Hjem hernede,

dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!