Pastoren sad just og drak sin Te,
der var saa luftigt, saa fuldt af Sol,
og rundt om Bordet hans Poder tre
var stablet tilvejrs paa hver sin Stol
med høje Skamler til Fyld under Bagen,
den mindste med nystrøget Smæk under Hagen.
Ret overfor deres Moder sad
og snakkede løs med dem alle tre,
imens hun smurte dem deres Mad;
hvor kunde de pludre, hvor kunde de le,
trods det, de havde saa travlt med at tygge —
i Stilhed han takked sin Gud for sin Lykke.
Da bankede det paa Døren — „Kom!”
og Søren aabned den langsomt paa halv,
der stod han og saa sig forvildet om
i Kredsen — hele hans Legem skjalv —
i Skjorteærmer og uden Hue;
hvad Under, det gøs i den unge Frue.
Hun saa fra Søren og til sin Mand;
Pastoren blev først lidt bleg om Kind,
saa reiste han sig ved Bordets Rand
og sagde venligt: „Kom helt her ind
og saa en Kop Te — det er tidligt paa Dagen;
saa snakker vi siden i Ro om Sagen.”
Og Søren adlød, han satte sig ned,
men svarede knap et eneste Grd
paa hvad de sagde; det var, som der gled
en Skygge saa sort, saa dvælende stor
hen over Stuens sollyse Hygge
— selv Børnene levned det halve Stykke.
Lidt hurtigt blev da Maaltidet endt,
og ind i Studerekamret de gik.
Pastoren fik sig en Pibe tændt;
saa sendte han Søren et spørgende Blik.
„Det var — — jeg kan ej An Mari undvære,
jeg ved ingen Raad til Sorgen at bære.”
„Jeg ved jo vel, at Din Sorg er stor;
men Du maa tage Dig sammen deri
og søge Din Trøst i Vorherres Ord — —”
„Hvad hjælper vel Ord, naar alt er forbi!
det har mig — det trækker — jeg kan ej standse;
aa — blot jeg den korteste Vej kunde sanse.”
„Den korteste Vej — er der ingen af os,
der ved — den kendes ikkun af Gud.
Og vov ej at vandre Herren til Trods,
men vent, til en Gang han skikker Dig Bud;
da skal Du den slagne Kongevej finde
og mødes i Lysenes Lys med hende.”
Det var, som et Smil over Ansigtet gled
— et Solblink paa Mosens det mørke Vand.
„Saa anden Slags Raad ej Pastoren ved —
at vente! det som jeg slet ikke kan!
Det trækker, det kalder — hører I Skriget?
det kalder — Syrenerne grønnes paa Diget!”
Da sagde Præsten alvorligt og strængt:
„Du skal Dig vogte for Syndens Garn,
og har Du da ikke en Smule tænkt
paa hvad det skal blive til med Dit Barn,
i Fald Du virkelig lod Dig friste
til ud af Livskampen fejgt at liste?”
„Med Barnet kunde det sagtens gaa,
for den Ting er jeg slet ikke ræd;
Vorherre, han er jo god ved de smaa
— det staar jo da i Biblen et Sted —
nej, Barnet, det kan ikke mig binde,
naar al Ting raaber: følg efter hende.”
„Men hvis Dit Liv Du skilte Dig ved
og ændsed ej pligten, som her Dig bandt
— jeg sætter nu, at det gode Sted,
hvor nu hun lever, Du virkelig fandt
hvad tror Du saa, An Mari vilde sige,
at Du kunde nænne Jert Barn at svige?
Det var just Ordet, der kendte Vej
og mægted at lyse i Mørket op.
Han stønnede sagte: „Aa nej — aa nej —”
og Graaden rysted hans store Krop.
Men Præsten stod og betragted ham stille.
Fra Haven der lød en Gulspurvs Trille.
Han sendte en ordløs Tak til sin Gud,
der nu som fordum, saa god og saa stærk,
staar bi hver den, der vil bære hans Bud,
og giver Lykke til Menneskeværk;
— for den Gang var han mod Faren værget,
for den Gang endnu var Stakkelen bjærget.