Den svære Kamp for de tvende Liv
var nylig stilnet, kæmpet til Ende;
han havde siddet, af Rædsel stiv,
i Krogen ved Vindvet længst derhenne;
Han havde siddet og hørt, hvor svagt
hun vaanded sig hist i den store Alkove
— siddet der uden den mindste Magt
til at frelse, hvad han havde sat i Vove.
Om nu hun gik bort, hans eneste Ven,
det var langt mer end Livet at miste;
om nu han fik hende tvefold igen —
han turde sig knap til Tanken driste.
Han havde siddet, af Rædsel stiv,
og ikke vovet en Fod at flytte,
men stadig, om det saa gjaldt hans Liv,
han maatte til hendes Jamren lytte.
„Naa, Søren, sid nu ej længer der!”
det skratted smertefuldt i hans Øre,
„det blev en Dreng — han er stor og svær —
op med Dig, Søren, kan Du ej høre?”
Han ravede hen over Gulvets Fjæl
og knælede ned ved Alkovekanten,
han hulkede Tyngselen af sin Sjæl,
og Konerne hvisked: „Han græder minsandten.”
Han fandt hendes Haand — saa bleg og saa klam —
og trykkede Panden imod den varligt,
og Konerne hvisked: „Hvad er det med ham?
— hør, Søren, det var jo da ikke saa farligt;
Nu maa Du helst spænde for, lidt snart,
i Stedet for der at ligge ved Sengen,
og faa Madam Schultz kørt hjem i en Fart —
men se da først en Kende paa Drengen.”