I Storstuen, midt paa Gulvet,
i Kisten Lars Sørensen laa.
De havde just sunget en Salme
og lyttet til Degnens Tale,
som ingen kunde forstaa.
Og Silken strøg ham saa stille
over det tynde Haar,
over den graablege Pande
og hvisked sit Fadervor.
Men inde i Etfagskamret
der havde de redt til Søren;
stadig halvhøjt han jamred
og stirred ud gennem Døren.
Med sløve Øjne han stirred
paa Faderen i sin Kiste,
ej mindste Forstand han viste
paa hvad der gik for sig derude;
han mumled og hvisked forvirret
og krammed sin Hovedpude.
Saa skruede de da Laaget
fast over Lars i sin Kiste,
imens i den anden Stue
de sidste af Følget spiste.
En Skam det havde jo været,
om nogen gik sulten fra Borde
af dem, der var kommen langvejs fra
For Lars at følge til Jorde.
Og Kalvesteg, Tørfisk og Sigtebrød
forsvandt i de gumlende Munde;
thi mangen aad i sit Ansigts Sved
for dog at faa med, hvad han kunde.
Og Snakken den gik — „det var jo da godt,
at Søren slap fra det med Livet;
for Enken, hun magted ej uden ham
at redde sig, det var givet.”
„Naar galt skulde være, saa var det jo godt
at ej det traf ind ved Sommer,
for Søren, han faar vel sin Helsen igen,
forinden Saatiden kommer.”
— De mente det godt; det var jo kun saa,
at Sorgen til dem ej rakte;
dog — sikkert de havde det samme sagt,
men vistnok lidt mere sagte.
Ud gennem Vindvet blev Kisten sat
paa Naboens Fjedervogn,
saa kørte de hen i Række
igennem det halve Sogn.
Vognene fyldtes til sidste Plads,
bagefter en Flok der trasked.
Huset genlød af Knivtøj og Glas,
som nu efter Gildet blev vasket.
An Mari hun fejede Gulvet,
det trængtes der til forvist;
det flød med sandet, halvsmeltet Sne
— iblandt og en Buxbomkvist.
Og Luften, af Solen lindet,
smøg sig mildt gennem Stuen,
hun tyktes, den mildned i Sindet
lidt af Smerten og Gruen.
Ind til Søren hans Kammer
havde hun lukket for Trækken,
dæmpet lød nu hans Jammer
bag Døren ud gennem Sprækken. —
An Mari har nu fejet færdig,
paa Bænken sidder hun stille,
ad Forklædet ned paa det snavsede Gulv
enkeltvis Taarerne trille.
Hun græder ej for den døde,
hun drages ham knap til Minde,
hun græder for ham, der ligger
i vilden og Angst derinde.
Den døde, ham skader jo intet,
til Fred er han gaaet ind —
men Søren — faar han vel nogen Tid
Fred og Kraft i sit Sind.
Hun græder ej for den døde,
hun græder kun for sin Ven,
som ligger i vilden og Angst og ej
kan kende hende igen.
Før havde hun altid magtet
Rædslen, naar den ham tvang;
men nu slaar det fejl, og hun fattes
Raadet for første Gang.
Hun gyser, hun ser hans Fagter,
og Øjnene — aa — saa vilde —
dog mer for den Døs, der imellem
knuger ham, tung og stille.
Hun sidder der under Vindvet
og græder sin Kummer ud,
og Februarsolen smiler
derind som et Trøstens Bud.
Og lindt Februarvinden leger
i Nakkens lyskrusede Haar,
den hvisker om det, der skal komme,
den lyse, dejlige Vaar.
De gamle, derhjemme til An Maris,
dem huede det kun lidt
saa jævnligt, hun sad ved Søren,
det var dem meget for tit.
De unge, de tyktes, at dette her
var en sær Slags Kæresteri,
og stundom kunde de ikke dy sig,
men drilled saa smaat An Mari.
Hun lod de gamle ha’ deres Snak,
lod roligt de unge spotte,
hver eneste Dag gik hun over til Sørens;
det kom hende for, som hun maatte.
Hun sad ved hans Seng hver eneste Dag
og vented trolig den Stund,
da hun skulde høre det første
Genkendelsens Ord af hans Mund.
Og Dage der gik med Vaarblæst og Sol
og Dage med Slud og med Kuld —
Dage, det lysned, og Dage, hun ønsked,
han laa i Fred under Muld.
Saa var det en Dag, som hun sad der og bandt
paa sin Strømpe, ventende trolig,
da tyktes hun, at han drog sit Vejr
i Søvne saa jævnt og rolig.
Og hen ad Aften, saa vaagned han op
og hviskede svagt „An Mari”,
hun blev saa glad ved det ene Ord;
Genkendelsen klang deri.
Og Dagene skifted med Slud og med Sol,
med Riimfrost og vaagnende Grøde —
imellem syntes hans Sind at læges,
imellem at lægges øde.
Men Haabet, det spired for An Mari
fra da han igen hende kendte;
Dag efter Dag hun sad ved hans Seng —
nu kunde hun sagtens vente.
Hvordan Lars Sørensens Enke vel
fik Vaarsæden lagt det Aar,
det er en Ting, som den Dag i Dag
slet ingen paa Egnen forstaar;
Ved Sørens Arbejde var der jo ej
den ringeste Stadighed —
hvad kunde det hjelpe, en Dag imellem
for to og for tre han sled?
Thi for det meste sad han og hang
eller drev uroligt omkring;
i halve Uger, kunde det hænde,
bestilte han ingen Ting.
Omsider blev alle enige om,
det her kunde ej vare ved;
de snakked med Præsten og fik besluttet,
at Søren skulde afsted.
De fik besluttet, han skulde afsted
derover til Middelfart,
for noget var man jo nødt til at gøre,
og det maatte gøres lidt snart.
Saa gik der en Maaneds Tid med Snak,
og saa blev Dagen bestemt,
og alle var glade, de fik det ordnet,
forinden det blev for slemt.
Han selv sagde hverken fra eller til,
han lod det gaa, som det vilde;
for Moderen var det et Kors, hun fik givet
at bære, taalmodigt, stille.
Slet ingen tænkte paa An Mari,
hvad hun maaske kunde mene;
hun sagde intet, hun græd kun lidt
imellem, naar hun var ene.