Jeg har stampet op ad Bakker —
— ned ad Bakker har jeg suset,
svævet let ad Grønsværsstier,
aset tungt, hvor der var gruset;
hele Dagen svandt dermed.
Vejen, hvor den dog er sandet,
rent forbandet tung at køre!
Ellers plejer her jo altid
just at være herligt Føre,
her paa denne slagne Vej.
Træer, som gitrer begge Sider,
langsomt glider de forbi en
som en Drøm om Fængselstranghed,
hvorfra ingenting kan fri en,
langsomt lister de af Sted.
Den Stump Vej, der er tilbage,
kan kun tage ti Minutter;
men de blir saa timelange,
før omsider Farten slutter,
og til sidst jeg naar mit Maal.