Det blir saa grønt i det hele Land,
der er saa kønt, hvor man kommer,
der blinker Sol af enhver Pyt Vand,
og Blomster skinne langs Grøftens Rand,
og snarlig, ja snart har vi Sommer.
Og Vejen slynger sig solskinshvid
og Lærken synger derover,
og Vindens Leg er saa foraarsblid;
den hvisker smaat om Skærsomrens Tid.
til alle de Knopper, der sover.
Den gamle Gaard med det stejle Tag,
hvor Storken staar i sin Rede
og kiger ud i den klare Dag — —
der kommer paa hvilende Vingeslag
dens Mage fra Kæret dernede.
Den hvide Gavl bag de høje Træer,
den lange, tavlede Side — —
ja, hvem der havde en Kærest her,
ja, vented derinde min Hjærtenskær,
da for jeg næppe saa vide.
Men fremad gaar det i Solens Brand
og lidet faar jeg af Skyggen — —
det lufter over det aabne Land,
der lyser Sol af enhver Pyt Vand;
kanske at det just er Lykken!