Det grønne Foraar gik saa brat,
den blaa Syren, den blege Nat
med Krattets Fløjt og dulgte Kluk
fløj bort som Fnug.
Med Blomsterfaner Somren kom,
men førend jeg fik set mig om,
var Gøgens Kuk og Skovens Sus
forbi mit Hus.
Da gulned Høsten for mit Syn,
og Aaret rynked sine Bryn,
i Dag i Mulm og Blæst jeg staar
i Julens Gaard.
Mod Storm og Kuld er Gaarden vendt,
men hvert et Vinduesfelt er tændt,
i Rudens Spejl, hvor Lyset ler,
saa mangt der sker:
I Rudens Spejl, hvor Lyset ler,
de gamle Tiders Jul jeg ser,
med Salmebog, i Højtidsklæ’r
de vandrer her.
Jeg ser dem ind i Stalden gaa
med Lygteskær paa Staldens Straa,
og gamle Tider slaar sit Kors
for Ko og Hors.
Jeg følger dem i Hus og Gaard
i Mørket, hvor jeg ene staar
og laaner af de Gamles Sind
i Vintervind.
Jeg følger dem, til Fadervor
har trukket Søvnens Tæppe for,
og Julenatten sænker sig
om Vraa og Vej.
Ja, Foraarstiden gik saa brat,
den blaa Syren, den lyse Nat,
og Somrens Lyst af Smil og Suk
fløj bort som Fnug. —
Og ogsaa Julen farer hen,
men før den gaar, jeg favner den:
o Jul, vort bedste Eventyr
saa fort du fly’r!
Du er en Arne, hvor igen
en Stund vi lægger Byrden hen
og lytter Dag og Aften lang:
Der var en Gang —
Og det, som ej den grønne Vaar,
som Somren, Høsten ej formaar,
kan Rudens gyldne Julespil
let faa mig til:
I Mørket gaar jeg hen til hver,
som bær’ imod mig Spyd og Sværd
Her lægger jeg mit Sværd forbidt,
læg ogsaa dit!
I Havet drukner Bække smaa,
og Striden, vi er Fjender paa,
den er som Spaan og er som Avn
i Julens Favn.
Vil du som jeg, vi lægger ned
de Sværd, som før hinanden bed,
i Julens Navn, med Julens Sind,
før vi gaar ind.