Igennem Træerne de sorte nøgne
gaar Mørket ned, bestandig mer’ fortættet,
det er en Maaned, god for deres Øjne,
som hidsig Sol og Høstens Pragt bar trættet,
se alt er slettet.
Fra Taagens Dybder, fra det vaade Vænge,
fra nøgne Træ’r, som intet Løv kan gemme,
taler det til mig: Jeg har søgt dig længe,
men du var lukket for den mørke Stemme,
er du nu hjemme?
Du mørke Maaned — Lyd af Vuggegænge
for Job, der standser, tung og træt og graanet
komme dit Mulm saa læskende og længe,
indtil al Pragt og Lyst i dig er daanet,
du mørke Maaned.