Aftnen mørkner den grønne Eng
og alle brusende Skove,
nu gaar Skyen langsomt til Ro
og Havenes tunge Vove,
Kiddet lægger sig hos sin Mor,
og nu skal Lene sove.
Drøm om Kiddet, din hvide Ven,
og drøm om Blomsten i Vinden,
drøm, mens Natten sagte gaar hen,
jeg kysser din Kind forinden,
ingen Blomst paa den hele Jord
er fin som Lene om Kinden.
Jeg har vanket i Vinterland,
hvor Nordenvindene tude,
det er Sommer, hvergang jeg ser
min Lene paa Vuggens Pude,
naar jeg kysser din Silkekind
er Biæstcns Raab lukket ude.
Jeg har længtes i Aar og Dag,
før Leneunderet hændte,
kun til Lene hviskede jeg
den Glæde, mit Hjerte kendte,
jeg er Grenen, der bad til Gud,
og du er Blomsten, han sendte.