Klokker har kimet, tonende og travle.
Faklernes Skær
skinned i Mørket paa de gamle Gavle,
Søjler og Spær,
Faklerne kaldte frem de sunkne Steder,
Byen den svundne — Kirke, Kancelli,
gamle trange Stræder
vandred vi i.
Ud af det dunkle træder han den unge,
blond er hans Haar,
Blikket er blaat, men Tankerne er tunge,
streng er hans Vaar,
Ussel er Trøjen, Sindet fuldt af Kummer,
Sjælen vil flyve, sukker i sin Tvang —
endnu laa i Slummer
Marmorets Sang.
Dunkelt jeg ser ham fare med den fjerne,
danske Fregat,
Sejlene svulmer under Sol og Stjerne,
Dag gaar i Nat,
dunkelt jeg ser ham af en Længsel skinne:
Jason, der drømmer om det gyldne Skind,
Lykkens fire Vinde
stryger hans Kind.
Rom og Neapel — Sjælen faar sit Møde,
Leret sin Aand,
Verdener stiger stille fra de Døde
under hans Haand.
Drengen har manet Hellas op af Jorden,
Hellas i Skæret af den danske By —
undrende har Norden
hørt om hans Ry.
Drenge af Danmark, lyt til hans Orkester:
Livet er stort,
løft jeres Fakkel for den unge Mester
foran hans Port.
Løft den for Troen, som skal Sejren bringe,
løft den for Haabet om det gyldne Skrud,
lad din Fakkel tvinge
Tvivlerne ud.