Jeppe Aakjær (1866–1930)

Hvor Ormen klam sig lang i Sporet strækker

og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav

mens Hedens Syn mod Horisonten gjækker

og Luften syrnes let af Lyng og Lav,

dér kjæled Solen for en Læges Bolig

og slynged Ranker om dens røde Sten,

bag Lysthusløv sank Solen stor og rolig

med uldne Straaler fra dens gyldne Ten.

I dette Hjem gik ingen Dag til Ende,

hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab,

her kom de hen med Sygdom og Elende,

men kjørte hjem med Vognen fuld af Haab;

der sad jeg selv saa tit og brød mit Ho’de

i Svimmelgys ved Fantasiens Rand,

mens Rambusch trak det Onde op med Rode

i én og anden ful og pirken Tand.

Og Vognen bar afsted langs krumme Veje,

mens Sveden damped fra den røde Plag

og Doktorstolen slingred i sit Leje

hen over Fjandbolandets Bakkedrag.

Med Jægerblik han spejded ud fra Bakken;

det Syn har altid gjort hans Øje godt.

Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken,

men Ho’dets Holdning var bestandig flot.

Hvem lodder Dybden af en Læges Gjerning,

hvor Redningsbøjen blev hans kloge Trøst,

hvor Liv og Død ved Lampen kaster Tærning

med sorte Kugler paa den Syges Bryst!

Hvert fattigt Hjem langs Hedens øde Stier,

hver kroget Mor i smaa og trælse Kaar,

de takker dig, om ogsaa Læben tier,

og hæger om dit Navn fra Aar til Aar.

Men ej du standsed blot ved Lægens Virke,

din Trang gik ofte mod en større Kur.

Du blev en Dyrker i den frie Kirke,

der langsomt løfter op et Lands Kultur.

Du elsked Fest og Digt og muntre Sange

og sang dem selv saa tit med Glød og Glans,

og Videnskabens Navne flere Gange

har rakt dig Blade til en Hæderskrans.

Og naar din Teltpæl snart du vil oprykke

og Flaget fires ned bag Granehæk

og bort du gaar med Skuffelser og Lykke

fra Landet hist i Storm og Fugletræk

— kanske du da en Kvæld, naar Fjorden klukker

i Maaneskjæret om de hvide Sten,

vil mindes ømt, hvor vaarligt Gjøgen kukker

fra Mosehyttens krumme Hyldegren.